Fire fængslet efter fodboldvold i Parken: 'Sagen kan udvikle sig'

Syv tjekkiske fodboldfans blev torsdag aften anholdt i Parken efter Europa League-opgøret mellem FCK og Slavia Prag. Fire af dem er nu varetægtsfængslet

De tjekkiske fans fra Slavia Prag skabte interne slagsmål i Parken. Foto: LISELOTTE SABROE
De tjekkiske fans fra Slavia Prag skabte interne slagsmål i Parken. Foto: LISELOTTE SABROE

Københavns politi kan i dag fortælle, at fire af de syv anholdte fra gårsdagens opgør mellem FCK og Slavia Prag er blevet varetægtsfængslet.

Det drejer sig om syv tjekkiske fodboldfans, som altså havde taget turen hele vejen til København for at følge deres hold, men de måtte overnatte på politistationen, efter optøjer brød ud ved kampens afslutning.

- Status er, at der er tre, vi har løsladt, som har fået en bøde med i lommen, og så er der fire, der er blevet fremstillet i dommervagten.

- De fire, der er blevet fremstillet for dommeren, det er allesammen for vold. Vi er lige ved at vurdere præcist i hvilket omfang. Det, det handlede i første omgang, det var at få dem varetægtsfængslet, så vi har lidt tid. Vi skal også have indhentet skadestueattester og afhørt de forskellige, siger politiinspektør Peter Dahl til Ekstra Bladet.

Optøjerne udviklede sig internt blandt de tjekkiske fans, og derfor skulle politiet omstille sig, for at kunne skride ind i situationen.

Der var ikke tidligere blevet meldt noget om en specielt stor risiko for uroligheder.

- I Europa har vi udbygget et samarbejde med de andre lande, og tilbagemeldingerne i forhold til de her kampe de var, at vi ikke skulle forvente nogen uroligheder.

- Normalt kan man sige, at der bruger vi det meste af vores energi på at holde de to fangrupperinger fra hinanden. Det, der så var lidt atypisk her, det var, at det var nogle interne slagsmål blandt de tjekkiske fans, som udløste det her, siger Peter Dahl.

Heldigvis formåede politiet at få lukket situationen ned, selvom de skulle omgruppere en del betjente, som allerede var blevet stillet op uden for stadion, hvor de skulle holde styr på alle de fans, som forlod stadion.

- Da vi får anmodningen fra Parken i forhold til at sige 'det her er ikke længere en situation, som vi kan håndtere med vores stewards', da går der sådan cirka 6-7 minutter, til vi er klar inde på stadion til at håndtere situationen.

- Når man sidder i tørvejr og skal vurdere handlingsforløbs-rapporter, så må jeg sige, at 6-7 minutter, fra vi får anmodningen, til vi laver en indsats inde på stadion, det synes jeg faktisk er acceptabelt

- Men det er absolut ikke det samme, som at jeg ikke helt udmærket forstår, at dem der har stået i den spidse ende, de synes, at der er gået lidt lang tid, siger politiinspektøren.

Mens de fire tjekkiske fans sidder varetægtsfængslede, skal politiet så i gang med at samle nok beviser til at få dem dømt for vold.

Når materialet bliver gennemgået er det faktisk også muligt, at flere personer vil blive draget ind i sagen.

- Vi vil ikke udelukke, at der kan komme flere anholdelser. Der er jo som sædvanlig en hel del videomateriale ude fra Parken, som vi skal have kigget igennem. Så der kan godt komme en udvikling i den her sag i løbet af den næste uges tid, siger Peter Dahl.

Europa League - 26. okt. 2018 - kl. 12:32 Ansatte måtte på skadestuen: Derfor gik det galt i Parken

Se også: Engelsk klub henter træner i FCK

Europa League - 26. okt. 2018 - kl. 08:46 Ulækre scener efter FCK-kamp: Her går fan til angreb på Parken-kontrollør

3 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere