Fischer: Derfor tør vi ikke nok lige nu

Vi skal arbejde med det, der er allersværest i fodbold – det der foregår oppe i hovederne, siger FCK-spilleren

Viktor Fischer spillede bestemt ikke nogen prangende kamp, men FCK sled sig til et point i Malmø. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Viktor Fischer spillede bestemt ikke nogen prangende kamp, men FCK sled sig til et point i Malmø. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

MALMØ (Ekstra Bladet): Viktor Fischer er tilfreds. Et point i Malmø er godkendt, selv om FCK offensivt optrådte som en både tandløs og mølædt løve.

- Vi skal være solide på udebane og måske fighte os mere til det ligesom i aften, og så skal vi have størstedelen af vores point på hjemmebane. Så indtil videre ser det ganske fornuftigt ud. Vi skal blive ved med at tro på det, vi skal blive ved med at udvikle os – og så hente pointene i Superligaen samtidig.

Når du siger, I skal turde mere, så er det jo en disciplin, der foregår oppe i hovederne…

- Ja, jeg tænker, vi har en masse nye spillere, som er rimeligt unge og skal bruge erfaringerne til at turde gøre det fremadrettede, og det er nok i bund og grund det, jeg mener.

- Det er jo disse kampe, man skal bruge til at blive klogere, så jeg tænker mere fremadrettet. Det er ikke en decideret kritik af i dag, jeg siger ikke, det bare var for ringe. Jeg tænker, vi skal arbejde med at turde være mere i boldbesiddelse og spille fremad, siger Viktor Fischer.

Du kan jo sagtens træne fysik, men det mentale er vel en svær øvelse?

- Ja, det er så, og det er måske det allersværeste i fodbold og det, der adskiller Superliga fra 1. division nedad og op til Europa League og det at spille fodbold på den helt store hylde. Det er det, der adskiller de helt gode fra de mellemgode, og der har vi lidt at arbejde med. Men det har alle hold, og det vil vi altid gerne forsøge at gøre bedre i fremtiden.

Hold har tit brug for fyrtårne, og det er ikke en kritik af dem, der spiller. Men en mand som Dame N’Doye ville vel pynte på banen – og på det kollektive selvværd?

- Det er klart, at den måde, vi kommer til at spille på i dag, hvor vi slår mange bolde, der kræver det, at vi er boldstærke oppe foran. Jeg synes de to gør det fint deroppe, de arbejder stenhårdt, men det er klart, at en type som N’Doye med de kvaliteter, han har i luftrummet, styrken… Det gør selvfølgelig en forskel, siger Viktor Fischer.

- Men han er der bare ikke lige nu, og vi kan ikke gøre for det. Vi spiller med det, vi har, og det er godt nok – og skal være godt nok.

Viktor Fischer ser en anelse mellemfornøjet ud undervejs i det slidsomme opgør. Foto: Tariq Mikkel Khan
Viktor Fischer ser en anelse mellemfornøjet ud undervejs i det slidsomme opgør. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Skal I ikke være pissegodt tilfredse med at få et point med hjem?

- Jo, det tror jeg faktisk, vi skal. Jeg kan ikke helt overskue kampen lige nu og spole tilbage, men jeg tror, det er et godt resultat for os på en svær udebane.

Er det rimeligt, at I skal spille mod Brøndby allerede på søndag kl. 14?

- Ja, det er part of the game, hvis man både vil spille i det rigtigt sjove selskab, vi er i, og så spille hjemme i andedammen. Det klager vi ikke over, og det har vi også klaret rigtigt godt i mange år.

Din fysik… Hvordan har du det lige nu?

- Den er faktisk fin. Jeg tror, det var fornuftigt at gå ud de sidste 20 minutter. Jeg er forhåbentlig et stykke videre og klar til på søndag, det håber jeg, og jeg tror også på det. Jeg vil gøre alt for det. Jeg havde det udmærket i dag – kropsligt.

Det var en kamp uden mange chancer, men var den fin nok at spille?

- Nej, den var faktisk ret kedelig at spille, men vores udebaneafsnit var rigtigt godt oppe at køre. De gjorde det noget værd.

Se også: Se karaktererne her: FCK-stjerne dumper med et brag

Se også: Stort drama i hadets kamp: FCK-fight gav pote

Se også: Tysker storroser dansker: Den fyr er helt speciel

15 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere