Fra slemt til håbløst: FCK i europæisk fiasko

FC København crasher ud af Europa League efter rødt kort og 3-2-nederlag på hjemmebane

Federico Santander opsummerer FCK's aften. (Foto: Jens Dresling)
Federico Santander opsummerer FCK's aften. (Foto: Jens Dresling)

TELIA PARKEN (Ekstra Bladet): 'Tag jer sammen! Tag jer sammen!'

Så klar var beskeden fra fansene på FCK's stemningstribune, da FCK'erne torsdag crashede ud af Europa League efter et 3-2-nederlag til tjekkiske FK Jablonec på hjemmebane.

Københavnerne havde vundet 1-0 på udebane i den første kamp, og så var den ged både barberet og mere eller mindre begravet. Skulle man tro.

Men returkampen blev mere eller mindre en katastrofe for de ambitiøse københavnerne. Bagud 1-0 efter 14 minutter. Skabte ingen chancer. Bagud 2-0 efter 53 minutter. Og reduceret til 10 mand i det 63. minut efter noget, der set udefra ligner en formidabel dumhed af nytilkomne Benjamin Verbic.

Så var der ellers dækket op til fiasko.

Taktik gav bagslag
Ståle Solbakken advarede ganske vist før torsdagens returkamp om, at Jablonec i den første kamp i Tjekkiet i perioder havde været hurtigere og skarpere end FCK-spillerne, og at han regnede med at se sit hold skarpere på hjemmebane.

Det var formentlig erfaringerne med det solide tjekkiske hold i den første kamp, der til torsdagens kamp fik Solbakken til at modgå de tjekkiske styrker ved at tætne FCK's midtbane med William Kvist - på bekostning af den offensive fløjraket Kasper Kusk.

Det blev lige pludselig en hæmsko rent offensivt, da tjekkerne scorede efter bare 14 minutter, og københavnerne så sig tvunget til at score mindst en enkelt gang for at komme videre.

Målet opstod, efter at bolden var blevet spillet ind i feltet et par gange og headet videre, uden at FCK's centerforsvar kunne sætte sig igennem. Pludselig stod Tomas Wagner fri og headede 0-1 ind over hovedet på Stephan Andersen.

Se målet her

0-2 og rødt kort
Tjekkerne skabte endnu en stor chance, da det blev til klumpspil efter et indlæg til forreste stolpe, og FCK'erne havde ikke andet end et par skud fra distancen af Federico Santander, inden det gik galt igen.

Det blev 0-2 på et fremragende frispark drejet over i det lange hjørne af Martin Pospisil, og 10 minutter senere så FCK-helten fra det første opgør, slovenske Benjamin Verbic, direkte rødt, da han råbte et eller andet efter dommeren i en fase af kampen, hvor flere af FCK'erne opildnet af deres fans virkede overtændte på banen.

Fra det øjeblik var der fuld knald på både kampen og de tilskuere, der valgte at blive - mange af de 14.142 udvandrede i grupper efter både den anden og tredje tjekkiske scoring.

Først reducerede Nicolai Jørgensen på en lille genistreg, da han fra højre fløj satte sin direkte modstander af og lavede tunnel på den tjekkiske målmand. 1-2.

Ni sæsoner med europæisk gruppespil ...
De 10 FCK-spillere var pludselig langt farligere, end holdet havde været i den første time, flere dramaer udspillede sig i det tjekkiske straffesparksfelt, men 10 minutter senere satte Pospisil sit andet mål i kassen, da han satte to FCK-forsvarere af og udplacerede Stephan Andersen.

En flot hovedstødsscoring af Santander fem minutter før tid og en i almindelighed underholdende 2. halvleg giver et nøk op i stilkarakterer for FCK-holdet.

Men facit er, at holdet dumpede første gang, det blev sat på prøve i Europa i denne sæson. Efter europæiske gruppespil ni sæsoner i træk må FC København nøjes med Alka Superligaen og pokalturneringen.

225 kommentarer
Vis kommentarer