Frygtede for sin sikkerhed: Premier League-stjerne blev hjemme

Kampen mod Qarabag fra Aserbajdsjan blev uden Henrikh Mkhitaryan. Hans hjemland, Armenien, er nemlig i en mangeårig politisk konflikt med Aserbajdsjan, som holder ham ude af kampen

Henrikh Mkhitaryan spillede den første kamp i Europa League-gruppespillet for Arsenal, som de vandt 4-2 over Ukrainske Vorskla. Han assisterede to af målene. Foto: Kirsty Wigglesworth
Henrikh Mkhitaryan spillede den første kamp i Europa League-gruppespillet for Arsenal, som de vandt 4-2 over Ukrainske Vorskla. Han assisterede to af målene. Foto: Kirsty Wigglesworth

Arsenal var på en af de længste udebane-ture, man kan komme på i europæisk fodbold, da de torsdag mødte Qarabag i Europa League.

Rejsen måtte de dog tage uden holdkammeraten Henrikh Mkhitaryan, da han grundet en politisk konflikt måtte udeblive fra kampen, skriver engelske BBC.

Det er en beslutning, som han selv har taget i samarbejde med klubbens træner, Unai Emery.

Den politiske konflikt omhandler et stort bjergområde ved navn Nagorno-Karabakh, som begge lande mener at have krav på efter mange års stridigheder.

Konflikten har ført til mange krige mellem de to lande, og selvom en våbenhvile blev underskrevet i 1994, så opstår der indimellem stadig kampe. Senest i 2016 hvor flere civile også omkom.

Til BBC Sport udtaler UEFA, at det var 'en enig beslutning mellem Mkhitaryan og Arsenal, at han ikke rejste med til denne kamp af sikkerhedsmæssige årsager'.

Qarabags træner, Gurban Gurbanov, stak dog lidt til den armenske spiller.

- Hvis Henrikh Mkhitaryan kom til Aserbajdsjan, så ville det ikke være første gang. Mange armenske sportsmænd er kommet til Aserbajdsjan, men det er Arsenals valg at de ikke vil sende ham.

- Arsenal var måske bange for, at Mkhitaryan foran 60.000 Aserbajdsjanske fans ville føle for stort et pres, og det var derfor, de ikke sendte ham, siger Gurban Gurbanov.

Han understreger dog, at han ikke håbede, at politik ville få en indflydelse på kampen, men at det ikke var op til dem.

Mkhitaryans armenske ophav kan gå hen og blive et problem for Arsenal på et senere tidspunkt i turneringen også.

Europa League-finalen spilles nemlig i Aserbajdsjan, så hvis Arsenal ender med at komme så langt, må de revurdere beslutningen, hvis de vil have Mkhitaryen med på banen.

Unai Emery vil ikke udtale sig om Mkhitaryans muligheder for at spille i finalen endnu.

- Der er lang tid, til vi er i finalen.

- Lige nu forbereder vi os på de kommende kampe, siger Arsenal-træneren.

Se også: Chok-fyring af dansk landstræner: - Jeg kunne ikke gøre noget

Se også: Se vanviddet her: Dansk superstjerne tæsket til blods efter jubel-scene

Se også: Fra Brøndby til Mesut Özil: Dansker er første mand på nyt hold

3 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere