Gigantisk nedtur

SønderjyskE tabte 3-0 i udekampen mod tjekkiske Viktoria Plzen i tredje kvalifikationsrunde til Europa League

Johan Absalonsen og SønderjyskE havde en skidt aften mod Viktoria Plzen.
Johan Absalonsen og SønderjyskE havde en skidt aften mod Viktoria Plzen.

Ekstra Bladet har sikret sig rettighederne til Bodø/Glimts Europa League-møde med AC Milan. Med Ekstra Bladet+ kan du se kampen fra San Siro torsdag aften.

SønderjyskE har en ond ånd.

Han hedder Jakub Brabec og er tjekke.

I 2016 var han manden, der i Europa League-kvalens afgørende runde spolerede et spirende europæisk eventyr, da han fem minutter før tid bragte Sparta Prag foran 3-2 efter en sønderjysk 2-0-føring og endegyldigt dræbte drømmen om en plads i gruppespillet.

Og sørme, om Brabec ikke igen var manden, som ødelagde den gode stemning i Haderslev og omegn, da han torsdag aften satte gang i den lavine, der skyllede SønderjyskE ud i mørket i udekampen mod Viktoria Plzen.

Han var manden, der efter 34 minutter tilkæmpede sig et særdeles tvivlsomt straffespark, som Zdenek Ondrasek sikkert omsatte til det 1-0 mål, der fuldstændig punkterede den gode start, som Glen Riddersholms mandskab havde leveret.

I den første halve time havde sønderjyderne nemlig rystet de tjekkiske værter med aggressivt pres, mens især Anders K. Jacobsen og Johan Absalonsen gjorde ondt på hjemmeholdets forsvar.

Her rystede de tjekkerne med højt tempo og masser af dybdeløb, der var tæt på at kaste en tidlig scoring af sig, da Jacobsen måtte se sin afslutning blokeret på stregen. Og senere var Marc del Hende tæt på at score med et skævt indlæg.

Omvendt havde Lawrence Thomas vist stor autoritet i det danske mål, men det fik en brat ende, da han fuldstændig gik fejl af et indlæg. I jagten på den efterfølgende løse bold røg Brabec i græsset.

 

Kampens dommer, Donatas Rumsas, pegede på pletten, selvom det var meget svært at se, at Johan Absalonsen skulle have begået noget ulovligt i situationen, og så stod der 1-0 på måltavlen.

Kort efter var den gal igen, da Adriel D’Avila Ba Loua udnyttede et gigantisk koks mellem Pierre Kanstrup og Patrick Banggaard til at fordoble føringen.

Så var kampen reelt afgjort, men sønderjyderne var ikke færdige med som dydige gæster at uddele gavmilde gaver til værterne.

Anden halvleg var bare seks minutter gammel, da Kanstrup forærede bolden til Jan Kopic, der smadrede bolden på stolpen, inden Miroslav Kacer kunne score på riposten.

Så var ballet forbi, og Glen Riddersholm og co. må ærgre sig over, at de mange personlige fejl kostede det videre avancement mod en modstander, som viste sig mere overkommelig end ventet.

Nu må holdet fra Haderslev fortsat nøjes med at drømme om det første europæiske gruppespil, mens der kæmpes videre i Superligaen.

En spiller i truppen er onsdag testet positiv for covid-19. Foto: Spada/Lapresse/Ritzau Scanpix Europa League Kæmpe corona-drama  

92 kommentarer
Vis kommentarer