Godt nyt for FCK

Dame N'Doye, Ragnar Sigurdsson og Mikkel Kaufmann er alle med i bruttotruppen, der tirsdag flyver til Tyrkiet

FC Københavns Mikkel Kaufmann måtte udgå med en skade i søndagens kamp mod AC Horsens i Superligaen, men er igen meldt klar til kamp. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
FC Københavns Mikkel Kaufmann måtte udgå med en skade i søndagens kamp mod AC Horsens i Superligaen, men er igen meldt klar til kamp. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

FC København-manager Ståle Solbakken har lidt flere kort på hånden, end han har haft den seneste tid, når han skal sætte holdet til torsdagens Europa League-kamp mod det tyrkiske tophold Istanbul Basaksehir.

Dame N'Doye og Ragnar Sigurdsson er igen meldt klar til kamp efter skader. Det samme er Mikkel Kaufmann, der måtte udgå med en skade mod AC Horsens i søndagens superligakamp.

De er alle tre med i bruttotruppen på 21 mand, der senere tirsdag rejser til Tyrkiet. Det skriver FCK på sin hjemmeside.

Onsdag udtager Solbakken de 18 spillere, der skal i kamp torsdag.

Her må nordmanden dog stadig se bort fra Nicolai Boilesen, Jonas Wind og Robert Mudrazija, der stadig er på skadeslisten.

FCK led søndag et overraskende nederlag til Horsens i Superligaen efter en tam indsats i en tilskuertom Parken.

Solbakken kaldte indsatsen for noget af det værste, han har set i sine to FCK-perioder, og derfor varsler han ændringer forud for torsdagens Europa League-brag.

- Det er svært at lade indsatsen få konsekvenser for et helt hold, men jeg havde jo en idé om, hvordan holdet skulle være på torsdag. Sådan kommer det ikke til at blive, sagde Solbakken efter søndagens kamp.

I Europa League skal FCK spille for tomme tribuner på hjemmebane på grund af frygten for coronavirus-smitte, mens Istanbul Basaksehir endnu må spille med tilskuere på lægterne.

Kampen i Tyrkiets hovedstad fløjtes i gang torsdag klokken 18.55. Returkampen spilles i Parken 19. marts.

Se også: Tøffe om FCK: Fiasko-sæson!

Se også: Pivringe, FCK: Game over!

Se også: Ståle lover ændringer: - Grusomt at se på

72 kommentarer
Vis kommentarer