Hård kritik efter finale-brøler: Han manglede mod!

Avisen Manchester Evening News var ikke tilfreds Manchester United-trænerens taktiske valg under gårsdagens Europa League-finale

Hård kritik efter finale-brøler: Han manglede mod!

Highlights: Emery leder an og fører 'Den gule ubåd' til sejr i Europa League-finalen

Det blev til endnu en sæson uden trofæer for storklubben Manchester United, da klubben onsdag aften efter en lang straffesparkskonkurrence tabte Europa League-finalen mod spanske Villarreal.

Manchester-avisen Manchester Evening News skriver, at den norske manager ikke var modig nok med sine valg under finalen, og det kostede Manchester United trofæet.

'For en mand, der var en inspirerende indskifter som spiller, var Ole Gunnar Solskjær uinspirerende med sine udskiftninger i finalen,' skriver avisen og hentyder til Champions League-finalen i 1999, hvor Solskjær som spiller afgjorde finalen som indskifter.

Målmand endte som skurk
Beslutningen om at vente så længe med at skifte ud bliver især kritiseret af avisen, som også undrer sig, om det overhovedet var en overvejelse for Solskjær at ændre på målmandsposten inden straffesparkskonkurrencen.

David De Gea havde inden finalen ikke reddet et straffespark siden 2016, og det lykkedes heller ikke for den spanske målmand at tage et eneste straffespark, selvom der var hele 11 muligheder for det.

I sidste ende endte De Gea også som skurk, da han brændte sit spark som den eneste, og dermed vandt Villarreal finalen.

David De Gea var ikke tæt på at redde nogen af Villarreals 11 straffespark. Foto: Ritzau Scanpix
David De Gea var ikke tæt på at redde nogen af Villarreals 11 straffespark. Foto: Ritzau Scanpix
 

Ikke en vellykket sæson
Sidste gang Manchester United kunne løfte en pokal var, da de vandt i Europa League under ledelse af José Mourinho i 2017, og det er ifølge den nuværende manager ikke acceptabelt.

- Selvfølgelig er det ikke en vellykket sæson. Trofæer er det, der betyder noget for denne klub, så denne sæson er ikke en succes. Det er det korte svar, siger Solskjær ifølge Reuters.