At det til tider går galt, mens man er på live tv, er en af de tanker, som alle studieværter og medvirkende må have i baghovedet, når først kameraerne ruller.
Og mandag aften skete det igen.
Her var det i 6'erens pausestudie, hvor eksperterne Lars Jacobsen og Brian Laudrup sammen med studievært Mette Cornelius skulle forsøge at analysere og dissekere en kedelig første halvleg mellem Inter og Shaktar i Europa League-semifinalen.
De tre i studiet havde umanerligt svært ved at levere hele sætninger i analysen, og det helt stor grineflip lå og ventede lige under masken.
Se det morsomme klip over artiklen
Til Ekstra Bladet forklarer Mette Cornelius i en SMS, hvorfor det var så svært at gennemføre pausestudiet uden at grine:
'Det er svært helt at forklare - nogle gange skal man bare have været der, men en af tingene var, at Lars og jeg havde spist nogle kernekiks under første halvleg og havde kerner overalt mellem tænderne - og da makeup-artisten så vil vise Lars, hvor kernerne præcist sidder, får hun stukket ham direkte ind i tandkødet, og det reagerer han lidt sjovt/højlydt på.'
'Og så er der også et par andre ting, men det er svært at gengive. Stemningen var vist bare lidt løssluppen og tosset efter en halvleg, der havde været relativt begivenhedsløs at se på.'
Mens første halvleg af kampen endte 1-0 til Inter, kom der anderledes fart på i anden. Her satte italienerne nemlig fire kasser ind, hvilket gav slutresultatet 5-0.
Dermed er Inter klar til finalen, hvor de fredag skal spille med Sevilla, der slog FCK's overmænd fra Manchester United ud.