Hvorfor griner vi? Nu går Norge forbi Danmark

Sverige er gået forbi Danmark, og efter torsdagens resultater skal der ske mirakler, hvis ikke Norge gør det også

De norske hold med Mike Jensens og Tobias Mikkelsens Rosenborg i spidsen har kæmpe succes i Europa, og nu går de også forbi Danmark på den europæiske klubrangliste (Foto: AP)
De norske hold med Mike Jensens og Tobias Mikkelsens Rosenborg i spidsen har kæmpe succes i Europa, og nu går de også forbi Danmark på den europæiske klubrangliste (Foto: AP)

Fjeldaber kalder vi dem. Og så spiller de med høje bolde. Men selvom man i Danmark mange gange har grint af nordmændenes fodbold, så kan de altså noget, når det gælder europæisk fodbold.

Mens vi i Danmark kun kan glæde os over FC Midtjyllands lidt heldige 1-1-resultat i Southampton og ellers kan kigge på FC København og Randers, der for længst er ude af europæisk fodbold - og Brøndby, der fik store smæk i Grækenland - så er der anderledes optimisme i Norge.

Se også: Overrasket over 5-0: Men vi kunne slå Brøndby større

I aftes vandt Rosenborg 3-0 ude mod Steaua Bukarest, mens Molde slog Standard Liege med 2-0, og Odd Grenland satte tre mål ind på selveste Dortmund.

Og Norge er nu millimeter fra at overhale Danmark på den europæiske klubrangliste, og med mindre der sker mirakler, vil det ske inden for få uger, for to norske hold i gruppespillet vil betyde 12 kampe til at hente point i, hvor Danmark enten vil have nul eller FC Midtjyllands seks kampe.

På den opdaterede liste efter torsdagens resultater, der ligger Danmark nummer 24, mens Norge er nummer 25, og nordmændene er blot 0,225 point efter Danmark på listen.

Og det ser altså kun ud til at blive værre, inden sæsonen er omme. FC Midtjylland har en lille chance for dansk gruppespil, mens både Rosenborg og Molde altså står med det ene ben i Europa League-gruppespillet.

Se også: Irritation og bitterhed: FCM ødelagde kampen

 

Bert Kassies liste viser, hvordan Norge nu er på vej forbi Danmark. Kun mirakler kan forhindre det. FC Midtjylland eller ingen danske hold skal hente flere point end to norske hold i gruppespillet - og Sverige er for længst gået forbi (Screenshot: Bert Kassies)
Bert Kassies liste viser, hvordan Norge nu er på vej forbi Danmark. Kun mirakler kan forhindre det. FC Midtjylland eller ingen danske hold skal hente flere point end to norske hold i gruppespillet - og Sverige er for længst gået forbi (Screenshot: Bert Kassies)
 

I Norge er man overraskede over de gode resultater.

- Efter det første mål tænkte jeg, at nu har vi udebanemålet, som vi vil have, siger Rosenborg-træneren Kåre Ingebrigtsen til VG.

- Jeg tænkte, at 1-1 ville være et godt resultat, men så scorede vi to mere, og vi har fået et udgangspunkt, vi ikke kunne have drømt om, siger Rosenborg-træneren.

To af Rosenborgs mål i 3-0-sejren blev i øvrigt sat ind af Mike Jensen og Tobias Mikkelsen.

Brøndbys dårlige resultat i Grækenland betyder, at Danmark kun kan drømme om et enkelt hold i gruppespillet, men Norge ser ud til at få to hold med videre (Foto: AP)
Brøndbys dårlige resultat i Grækenland betyder, at Danmark kun kan drømme om et enkelt hold i gruppespillet, men Norge ser ud til at få to hold med videre (Foto: AP)
 

Også i Molde oplevede man succes, da Standard Liege blev sendt hjem til Belgien med et nederlag på 0-2, og der var ikke tale om en heldig sejr.

- Ud fra vores målchancer havde man ikke kunnet sige noget til, hvis vi havde scoret flere mål, siger Molde-træner Erling Moe til avisen.

- Men det er rigtig godt at opleve dette. For klubben, drengene og mig selv var dette en sejr, der smagte virkelig godt, siger Moe.

Størst opmærksomhed fra fodbold-Europa fik Odd Grenland. Efter 22 minutter var de foran med 3-0 mod selveste Dortmund.

- 1. halvleg var et eventyr. Jeg fik gåsehud over hele kroppen. Ved 3-0 røg jeg ned på knæene og sagde til min assistent, at dette var et eventyr, siger Odd-træner Dag-Eilev Fagermo.

Se også: Norge var på den anden ende: Men så gik Dortmund mål-amok

Og mens Norge, med mindre FC Midtjylland laver mirakler, nu går forbi Danmark på klub-ranglisten, så er Sverige allerede gået forbi.

Danmark har mistet den gode sæson 10/11, og Sverige er stormet forbi og ligger nummer 18 1,650 point foran Danmark.

Og svenske Malmö er endda garanteret en plads i gruppespillet - spørgsmålet er blot, om det bliver i Champions League eller Europa League.

Danmark er for alvor dårligst i Norden...

Eller det vil sige, vi kan måske glæde os over, at Island ligger nede som nummer 35 og Finland nummer 37, mens Færøerne er nummer 49. Kun finske HJK Helsinki er med endnu, og de er på vej ud.

FC Midtjylland skal forbi Southampton og skovle point ind i gruppespillet, hvis ikke Norge skal gå forbi Danmark på klub-ranglisten (Foto: AP)
FC Midtjylland skal forbi Southampton og skovle point ind i gruppespillet, hvis ikke Norge skal gå forbi Danmark på klub-ranglisten (Foto: AP)
 

45 kommentarer
Vis kommentarer