Irritation og bitterhed: FCM ødelagde kampen

Southamptons hollandske træner Ronald Koeman var træt af, at midtjyderne fra første minut forsøgte at trække tid i opgøret

Efter Brøndbys pinlige nederlag i Grækenland torsdag aften, fik FC Midtjylland heldigvis rettet lidt på Superligaens omdømme, da de sensationelt fik et 1-1-resultat med hjem fra Southampton i Europa League-kvalifikationen.

Finske Tim Sparv bragte midtjyderne foran før pauseteen, før hjemmeholdets Jay Rodriguez udlignede på straffespark midt i anden halvleg. Et kæmpe resultat for de danske mestre, der turde spille med sidste år nummer syv fra Premier League og også kom frem til flere chancer udover Sparvs mål.

Se også: Drømmen lever: FCM-sensation mod PL-stjerner

Men det var ikke alle, der var imponerede over FCM's spil og taktik i opgøret.

Southamptons træner Ronald Koeman var noget bitter og irriteret på danskerne efter opgøret - han mente, at udeholdet bevidst trak tiden helt fra start.

- De begyndte at trække tiden fra første minut! Det er jeg meget irriteret over - jeg kan slet ikke lide det. Fint nok, hvis du gør det de sidste fem minutter, men allerede fra opgørets første minut? Det er sikkert meget flot af dem, men jeg bryder mig ikke om det. Det er ikke taktisk for mig, sagde en rødglødende Koeman efter opgøret og tilføjede:

- Dommeren bliver nødt til at gribe ind over for det. Han skal beskytte det hold, der gerne vil spille fodbold og gerne vil have rytme i spillet. Han gav et gult kort i det 88. minut, men det er for nemt. Hvis han gav det i starten af opgøret, som ville han vise dem, at det ikke er i orden, sagde han.

Se også: Skår i glæden: Derfor ærgrer FCM-profil sig efter sensation

Det engelske medier fokuserede dog ikke så meget på Midtjyllands tidsudtrækning dagen derpå. I stedet konstaterede de, at Southampton burde have vundet kampen - især med det hårde pres i anden halvleg - men danskerne havde også stor ære af opgøret, hvor deres dødbolde og lange indkast var en evig kilde til uro i Southampton-defensiven.

Her er et udpluk af vurderinger fra de engelske aviser:

The Guardian:

Southampton fortjente helt klart sejren - meget symptomatisk jublede hele FCM-holdet, da dommeren fløjtede af. Danskerne forstyrrede hjemmeholdet i første halvleg, men efter pausen var Southampton dominerende. Gæsterne var farlige på dødbolde og lange indkast fra Kian Hansen, og de var organiserede og tætte i deres kæder i første halvleg. Udover Sparvs mål kom de også tæt på ved Petter Andersson og deres anfører Erik Sviatchenko.

The Mirror:

En meget frustrerende aften for Southampton. De burde havde vundet opgøret, og nu er de tvunget til at score i Danmark for at gå videre. Meget er blevet skrevet om Midtjyllands data-system og den statistiske tilgang til spillet - 'Moneyball'. Men de danske mestre spillede deres spil og lykkedes mod Premier League-modstanderen - nu har de et fantastisk udgangspunkt før returopgøret.

Daily Mail:

- Southamptons chancer for at nå EL-gruppespillet er i den grad blevet mindre efter opgøret. Aftenens eneste lyspunkt var Jay Rodriguez, der scorede efter en lang skadespause med et overrevet korsbånd. Gæsternes målmand brillerede med en fantastisk redning og ellers skabte de problemer for Southampton med lange indkast fra deres midtstopper Kian Hansen, dødbolde og hjørnespark.

TV: Southamton fik annulleret et mål i anden halvleg - noget som Ronald Koeman også var meget utilfreds med. Se situationen i videoen herunder:

77 kommentarer
Vis kommentarer