Konge-start: Brasiliansk teenager stråler i Europa League

Gabriel Martinelli fik en fantastisk europæisk debut for Arsenal med to mål i sejren over Standard Liege

Martinelli fik en drømmedebut i Europa. Foto: DAVID KLEIN/Ritzau Scanpix
Martinelli fik en drømmedebut i Europa. Foto: DAVID KLEIN/Ritzau Scanpix

Gabriel Martinelli er næppe et navn, den brede fodboldverden har et stort kendskab til. Men det kan den komme til.

Torsdag aften trådte den 18-årige Arsenal-brasilianer sine første skridt i en europæisk klubturnering. Det blev gjort med bravur og to flotte mål samt en assist i englændernes sikre sejr over Standard Liege på 4-0.

To gange på to minutter efter cirka et kvarters spil grundlagde brasilianeren hjemmesejren. Først med et flot hovedstødsmål fra en spids vinkel og efterfølgende et godt placeret skud med højreskøjten fra venstre side.

Den anden af scoringerne gav måske også en smagsprøve på det, som diverse forsvarsspillere skal lære at dæmme op for de kommende år. Og som Martinellis idol har hærget mangt et forsvar med i sin karriere.

Placeret i venstre side, et træk til siden med højrefoden og et tørt hug over i modsatte side af målet.

Han er syv centimeter lavere end idolet Cristiano Ronaldo, men han vil gerne kopiere Juventus-stjernens spillestil.

- Jeg kan virkelig godt lide Cristiano Ronaldo, for jeg kan heller ikke lide at spille med ryggen til forsvarsspillerne og bare holde fast i bolden som en klassisk angriber, har Martinelli tidligere fortalt.

Som niårig var det på de brasilianske halgulve på Corinthians' futsalhold, han slog sine folder i São Paulo-området.

Men han blev trukket ud på græsset af klubben, inden han i 2015 rykkede til klubben Ituano, som to år senere gav ham den første professionelle kontrakt.

Han nåede prøvetræninger i både Manchester United og FC Barcelona og var angiveligt jagtet af de fleste europæiske storklubber, inden han besluttede sig for at tage til Arsenal i sommer.

Teenageren viste flere gange torsdag, at han også er udstyret med den fine teknik, som brasilianske spillere oftest har.

I 57. minut rykkede han fri ved baglinjen i feltet, og med et elegant chip over keeperen serverede han bolden på målstregen for Dani Ceballos, som bare skulle hoppe ind i kuglen for at gøre det til 4-0.

Martinelli var flere gange tæt på sit hattrick, men det blev ved to mål, et oplæg og flere flotte aktioner i en imponerende europæisk debut for Gabriel Martinelli.

Arsenal fører gruppen med maksimumpoint, mens Standard Liege og Frederik Rønnows Eintracht Frankfurt har tre point. Vitoria de Guimares er uden point.

Se også: United skuffer i Holland
Se også: Stort drama i hadets kamp: FCK-fight gav pote
Se også: Dansk målmand springer ud som homoseksuel

5 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere