Målfattig spanier kunne ikke redde Tottenham

Tottenham skaffede sig et skidt udgangspunkt til returopgøret mod Fiorentina i Europa Leagues 1/16-finale. 1-1 blev det i London i den første kamp

Selvom Christian Eriksen spillede i hele kampen for Tottenham, kom der ikke noget uovertruffent fra danskerens side, da Totenahm spillede 1-1 mod Fiorentina i det første af to 1/16-finaleopgør i London. (Foto: Ap/Tim Ireland)
Selvom Christian Eriksen spillede i hele kampen for Tottenham, kom der ikke noget uovertruffent fra danskerens side, da Totenahm spillede 1-1 mod Fiorentina i det første af to 1/16-finaleopgør i London. (Foto: Ap/Tim Ireland)

Det begyndte så godt for Christian Eriksen og Tottenham, da de hjemme tog imod italienske Fiorentina i det første af to opgør i Europa Leagues 1/16-finaler.

London-klubben skulle ikke bruge mere end seks sølle minutter på at at bringe sig foran. Men den føring blev indhentet allerede i 1. halvleg, og opgøret endte uafgjort 1-1. Dermed ser det knap så godt ud for Eriksen og holdkammeraterne, når der om en uge spilles returopgør på 'La Violas' bane i Firenze.

Se også: Helenius skælder ud på AaB-fans

Tottenham lagde tungt ud i London. Og det var en målfattig spansk herre, som vel dårligt kan huske følelsen af at score, som fik hjemmeholdets fans til at juble.

Det er snart seks måneder siden, Roberto Soldado tog sig den frihed at score et mål for Tottenham i Europa League.

Den gang var det mod cypriotiske Limassol, da London-klubben ude vandt 2-1. Og i Premier League er det også kun blevet til ét mål. Det faldt i november sidste år.

Så det måtte være lidt af en forløsning, da udskældte Soldado helflugtede Tottenham på 1-0 efter oplæg fra brasilianske Paulinho.

Se også: Ny dansk skalp for Club Brugge: AaB kollapsede hjemme

Tottenham var i kontrol efter Soldados flotte flugter. Men det betyder ikke noget, når modstanderen udligner.

Fiorentinas José María Basanta var klar med en inderside 10 minutter før pausen og skubbede returbolden fra et kraftigt, indadskruet frispark i mål.

Hjemmeholdet burde have bragt sig foran igen, da Christian Eriksen få minutter senere smækkede en bold ind i panden på Soldado. Men spanierens hovedstød blev reddet takket være Fiorentinas rumænske målmand Ciprian Tătăruşanu, hvis reflekser virkede upåklageligt.

Desværre for rumæneren røg bolden ud i fødderne på en overrasket Nacer Chadli fra Tottenham, der på forunderlig vis få meter fra stregen sparkede på undersiden af overliggeren.

Se også: Bendtner-rival bomber videre

Ud over et par fine indlæg kom der ikke noget ekstraordinært fra Eriksen. Selvom vi efterhånden er vant til den ene pragtpræstation efter den fra de Nike-klædte danskerfødder.  

I de sidste 45 minutter var der ikke mange chancer til nogen af mandskaberne. En af de største tilfaldt Fiorentinas Chelsea-ejede dribler, egyptiske Mohamed Salah. 

Men egypterens kælne førstegangsafslutning, på oplæg fra spanske Joaquin, gik akkurat fladt forbi den nærmeste stolpe.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere