Norge var på den anden ende: Men så gik Dortmund mål-amok

Den lille norske klub Odd var tæt på et fodboldmirakel af de store, men Dortmund formåede at vende et truende 0-3-nederlag til sejr

(Arkivfoto: AP)
(Arkivfoto: AP)

Hele fodboldverden stoppede i et øjeblik, da Odd BK kom foran 1-0 efter to minutter mod Borussia Dortmund. De norske drømme tog så lidt mere fart, da hjemmeholdet efter 20 minutter kom på 2-0. Og euforien ville nærmest ingen ende tage, da de upåagtede værter 22 minutter inde i affæren bragte sig på 3-0.

Hvordan kunne et norsk Tippeliga-mandskab være foran med tre scoringer mod Dortmund, der for få dage siden slog Mönchengladbach med 4-0 i Bundesligaens første spillerunde?

Det var et godt spørgsmål, men Dortmund formåede til syvende og sidst at give svar på tiltale. For efter 34 minutter reducerede Pierre-Emerick Aubameyang til 3-1 og gav dermed tyskerne lidt håb. De måtte dog nøjes med den stilling ved pausen.

Se også: Drømmen lever: FCM-sensation mod PL-stjerner

I anden halvleg blev det hele imidlertid vendt på hovedet. Gæsternes Shinji Kagawa fik reduceret yderligere til 3-2 bare to minutter efter pausen, og så havde miraklet lidt dårligere betingelser for Odd, der ellers havde vundet mange fodbold-hjerter på meget kort tid.

Det, der tegnede til at blive en historisk norsk fest, endte i afslutningen ud i en mindre fuser. Efter 76 minutter fik Pierre-Emerick Aubameyang lagt bolden i nettet til 3-3, og  da uret tikkede op på 85 minutter, ødelagde udeholdet så aftenen helt for Odd, da Henrik Mkhitaryan bragte Dortmund foran med 4-3.

Det blev slutresultatet, hvilket udgør lidt af en kold klud i ansigtet på de undertippede nordmænd, der lige nåede at øjne sensationen. Men ak og ve. Tyskerne afværgede den til allersidst.

Se også: Brøndby-træner efter græske smæk: Derfor gik det galt

14 kommentarer
Vis kommentarer