Ny europæisk liga presser dansk fodbold: 15 er det magiske nummer

Flere klubber får i fremtiden muligheden for at deltage i et europæisk gruppespil, men for dansk fodbold er den nye Europa League 2 ikke nødvendigvis godt nyt

En skuffet Tim Sparv efter FCM-nedturen mod Malmö FF, der blev endestationen for midtjyderne i Europa. Foto: Ernst van Norde.
En skuffet Tim Sparv efter FCM-nedturen mod Malmö FF, der blev endestationen for midtjyderne i Europa. Foto: Ernst van Norde.

15 er det magiske nummer.

Kommer Danmark op blandt de 15 bedste lande på UEFA’s rangliste, ser fremtiden lys ud for de danske klubber i de europæiske turneringer.

Er vi derimod ikke blandt de 15 bedste lande, havner de danske klubber uden for det fine europæiske selskab.

UEFA’s eksekutivkomité godkendte 2. december i Dublin en ny europæisk klubturnering med arbejdsnavnet Europa League 2.

Den får premiere i 2021, og ifølge UEFA-præsident Aleksander Ceferin er et mere inkluderende system dermed skabt.

Der bliver flere europæiske kampe for flere klubber, og flere lande vil være repræsenteret i et europæisk gruppespil.

Det er i og for sig korrekt. 96 hold vil starte efteråret 2021 i et europæisk gruppespil mod de 80, der aktuelt er involveret i enten Champions League eller Europa Leagues gruppespil.

Lukket land
Problemet set ud fra et dansk synspunkt er bare, at både Champions League og Europa League kan blive næsten lukket land for danske klubber.

De risikerer at måtte tage til takke med en plads i den europæiske 3. division, der indtil videre har navnet Europa League 2.

Det er her, at tallet 15 bliver helt centralt.

Artiklen fortsætter under billedet...

FC København har været den primære bidragsyder, når det kommer til point til Danmark. Foto: Lars Poulsen.
FC København har været den primære bidragsyder, når det kommer til point til Danmark. Foto: Lars Poulsen.

Kommer dansk fodbold op blandt de 15 bedste lande, vil vi få to hold med i Champions League-kvalifikationen, et i Europa League-kvalifikationen og to med i kvalifikationen til den nye Europa League 2.

Er vi ikke blandt de 15 bedste, vil kun den danske mester deltage i Champions League-kvalifikationen, mens de tre øvrige danske deltagere bliver sendt ned i Europa League 2’s kvalifikationsrunder.

Tæt kamp om vital plads
Danmark er placeret på en 17. plads på UEFA’s 2018-rangliste, som er baseret på de point, som klubberne har hentet i de europæiske kampe i de seneste fem sæsoner.

FC København har været den primære bidragsyder af point, og i den virtuelle stilling ligger Danmark på en 13. plads med 27,025 point.

Vi er tæt forfulgt af Grækenland, der fortsat har tre hold med i de europæiske turneringer, med 27 point, mens Kroatien på den aktuelle 16. plads har 26,125 point.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Kampen om den vitale 15. plads er tæt, men de danske klubber kan glæde sig over, at den dårlige 14/15-sæson snart forsvinder ud af regnestykket, og det forøger muligheden for at være blandt de 15 bedste.

UEFA har endnu ikke fortalt om økonomien i den nye turnering. Ej heller hvordan de point, man tilspiller sig i Europa League, kommer til at vægte i det komplicerede koefficientregnestykke. Det sker først næste år.

Lige nu ligger to ting dog fast: Der bliver kæmpe forskel på at være nummer 15 og 16 i Europa, og den danske mesters chance for at ende i et gruppespil stiger betragteligt. 

Det kommer til at ske med de europæiske turneringer

Champions League kører i store træk videre, som vi kender den i dag. 26 af de 32 pladser i gruppespillet går til ’de store lande’, mens 55 hold kæmper i fire kvalrunder om de sidste seks. Fire fordeles via mestervejen, mens de to går til hold fra lande rangeret fra fem til femten på UEFA’s rangliste.

Som noget nyt kvalificerer nummer tre i gruppen sig ikke længere automatisk til Europa League. I stedet skal treeren møder en toer fra en af Europa League-puljerne i to playoffkampe om en plads i Europa Leagues 1/8-finale.

Europa League bliver ændret ganske markant. Gruppespillet skæres ned fra 48 til 32 hold. 22 af de 32 pladser vil gå til tabere fra Champions League-kvalen samt hold fra Europas seks bedste ligaer. De sidste ti pladser fordeles efter playoffkampe mellem tabere fra Champions League-kvalen og hold fra ligaer rangeret fra syv til femten på UEFA’s rangliste.

Kun gruppevinderen er sikret en automatisk plads i forårets 1/8-finaler. Nummer to i gruppen møder nummer tre fra en af Champions League-grupperne i to playoffkampe.

Europa League 2, som er arbejdsnavnet på den nye turnering, kommer også til at bestå af 32 hold og et gruppespil med otte puljer à fire hold. Ti af pladserne går til taberne i Europa Leagues playoff-runde. De øvrige 22 fordeles via to kvalifikationsspil med taberne fra de tidligere kvalifikationsrunder i Champions og Europa League og en lang række hold fra samtlige ligaer.

Fra de store ligaer vil det være hold, der er sluttet som nummer syv, mens det i de lidt mindre ligaer (fra 16 og nedefter) typisk vil være nummer to til fire, der deltager i Europa League 2’s kvalrunder. 

Ligesom i Europa League vil kun gruppevinderen være sikret en plads i 1/8-finalen. Nummer to møder en treer fra en Europa League-pulje i to playoffkampe.

Vinderen af Europa League 2 er sikret en plads i næste sæsons Europa League-gruppespil. Kampene i Europa League 2 bliver også spillet om torsdagen, og et nyt kamptipspunkt, 16:30, vil komme i spil.

Hvad var sket, hvis det nye format havde gjaldt til denne sæson?

FC Midtjylland var som dansk mester trådt ind i 2. runde i Champions League-kvalen. Nøjagtig som det skete i sommer.

Som taber i 2. runde var de røget over i 3. kvalifikationsrunde til Europa League. Her slog de The New Saints fra Wales, og den sejr ville som minimum have garanteret en plads i Europa League 2’s gruppespil.

Et nederlag i 3. kvalifikationsrunde ville have sendt dem over i Europa League 2’s playoff-runde. 

Brøndby, FC Nordsjælland og FC København var alle trådt ind i 2. runde af Europa League 2’s kvalifikation og skulle have været igennem tre runder for at nå gruppespillet.

Se også: Ståle erkender problemer for dyrt FCK-køb: - En vældig svær situation

Se også: FCK-stjernen slår alle de store: Her er han bedst i hele Europa

Se også: Pas på, Zorniger: Usædvanligt skænderi kan få store konsekvenser

48 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere