Pepe tog røven på danske Patrick efter kampen

Sarpsborg-spillerne ville gerne bytte trøjer med Besiktas' portugisiske stjerne, Pepe, men sådan kom det ikke til at gå

Patrick Mortensen jagter Gökhan Gönül i kampen torsdag. Foto: Bülent Kilic/AP
Patrick Mortensen jagter Gökhan Gönül i kampen torsdag. Foto: Bülent Kilic/AP

Helt som ventet havde norske Sarpsborg 08 det svært, da de torsdag debuterede i Europa League på udebane i Istanbul mod storholdet Besiktas.

Nordmændene med danske Patrick Mortensen og Matti Lund Nielsen i startopstillingen tabte 3-1 efter at have holdt nullet de første 45 minutter.

Efter kampen forsøgte flere spillere - heriblandt Patrick Mortensen - at erhverve sig en souvenir fra kampen; Pepes trøje.

Den portugisiske forsvarsklippe indikerede overfor både sin danske modstander og midtbanespilleren Ole Jørgen Halvorsen, at han da gerne ville, men at han havde lavet en aftale med Sarpsborgs fysioterapeut...

Ærgerligt, men det var der jo ikke noget at gøre ved, fortæller den danske angriber til avisen Dagbladet.

Og så var det løgn.

I omklædningsrummet fandt de ud af, at fysioterapeuten aldrig havde lavet nogen aftale. De var blevet snøret af europamesteren, der sandsynligvis ikke gad ofre sin trøje på nogle - for ham - alligevel ligegyldige og ukendte modstandere fra Skandinavien.

Pepe havde forholdsvis godt styr på Sarpsborg-spillerne. Her er han på bolden med Rashad Muhammed efter sig. Foto: AP
Pepe havde forholdsvis godt styr på Sarpsborg-spillerne. Her er han på bolden med Rashad Muhammed efter sig. Foto: AP
 

Eller også havde Pepe ad omveje hørt, hvad den danske angriber havde sagt om ham før kampen:

- Jeg har set ham på tv gennem årene. En forfærdelig spiller at se på. Hvis der sker det mindste med ham, virker det som om han brækker et ben eller bliver skudt tre gange i ryggen. Den slags spiller bryder jeg mig ikke om, sagde Mortensen til Dagbladet.

Ole Jørgen Halvorsen havde også prøvet sig andre steder i Besiktas-truppen efter kampen.

- De var lidt nærige med trøjerne, desværre, siger Ole Jørgen Halvorsen til avisen efter at have konfronteret den chilenske landsholdsspiller Gary Medel.

- Det kan være, de vil bytte, når vi møder dem på hjemmebane i november, sagde han.

Ja, eller også må Sarpsborg-spillerne nøjes med den finte, Halvorsen selv havde benyttet allerede inden kampen: Han havde været i souvenir-butikken og købt et par trøjer til sine børn.

Generelt var det op ad bakke for de skandinaviske mandskaber denne torsdag aften i Europa League.

I gruppens anden kamp tabte Malmö FF med danskertrioen Lasse Nielsen, Søren Rieks og Anders Christiansen med fra start 2-0 ude til Brøndbys overmænd fra Genk.

Rosenborg med Mike Jensen i startopstillingen tabte 1-0 i Glasgow til Celtic, hvorfor FC Københavns 1-1 hjemme mod Zenit var det bedste resultat for de fire mandskaber.

Se også: Forgæves Yussuf-scoring i omdiskuteret derby

11 kommentarer
Vis kommentarer