Det var ikke en god aften for Daniel Wass.
Efter ti minutter havde danskeren mulighed for at give Celta en drømmestart, men hovedstødet ramte ikke plet.
Det gjorde Marcus Rashford til gengæld i den anden ende på et flot frispark, men også her var Wass involveret. Denne gang som mur, eller mangel på samme.
Midtbanespilleren stod i muren sammen med Marouane Fellaini, og her var den akavede belgier ganske smart. Han lavede et særdeles smart trick, som dommeren lod slippe for påtale.
Den 194 cm høje United-spiller lænede sig simpelthen op ad Daniel Wass - formentlig for at skabe plads på ydersiden af muren. Men det, som det egentlig gjorde, var at forhindre Wass i at hoppe op som resten af mændene i muren.
Det gav Rashford plads til at sparke frisparket ind i det lange hjørne i en situation, hvor målmanden heller ikke så for god ud.
United-fans giver normalt ikke meget for Fellaini, men i denne situation kunne hans trick altså godt bruges.
På Twitter skriver de rosende ord til belgieren.
Rashfords mål blev det eneste i Vigo, men Celta kan fortsat spille sig videre, selvom det kræver et stort resultat på Old Trafford.
De to hold mødes igen torsdag den 11/5.