Seks-stjernet Europa-opvisning af FC Midtjylland

Derry City fik bøllebank af ulvene, der kan forberede sig på næste runde i Europa League

Jubel i Midtjylland. Foto: Henrik Ole Jensen/Herning Folkeblad/Ritzaufoto
Jubel i Midtjylland. Foto: Henrik Ole Jensen/Herning Folkeblad/Ritzaufoto

HERNING (Ekstra Bladet): FC Midtjylland kan sende et kort til Sønderjyske og takke dem for, at den videre færd i Europa League bliver en formalitet, efter Europa League blev åbnet med 6-1 over irske Derry City.

For et år siden var trioen Janus Drachmann, Marc Dal Hende og Simon Kroon nøglefigurer i Sønderjyskes europæiske eventyr.

Torsdag aften var trioen for første gang siden skiftet i vinter betænkt med startpladser hos FC Midtjylland og det med effekt.

Der var bare spillet tre minutter, da Marc Dal Hende helt umarkeret kunne heade et frispark fra Jakob Poulsen i nettet.

En drømmestart for ulvene, der senere i kampen kunne se Simon Kroon folde sig ud på yderst lovende vis, da FC Midtjylland truede med at destruere de irske gæster lige efter pausen.

Først øgede svenskeren til 4-0 med en elegant afslutning i det fjerneste hjørne, og inden der var spillet en time, havde Simon Kroon også gjort det til 5-0 efter et drømmeangreb, hvor FC Midtjylland syede sig gennem de stakkels irere med førstegangspasninger.

Det var svært ikke at sidde og glæde sig lidt over, at Rafael van der Vaart har en nyfødt baby at tage sig af. For med Simon Kroon i det humør, så bliver vejen til spilletid lang for hollænderen.

På en aften med masser af nye ansigter i FC Midtjylland-trøjen var der masser af positive ting at hæfte sig ved for cheftræner Jess Thorup.

Især fik centerforsvareren Zsolt Korcsmar en stærk debut. Ulvene har jagtet ungareren i lang tid, og debuten forklarede hvorfor. Den høje Korcsmar virkede rolig og afklaret både i spillet langs jorden og i luften.

Og havde det ikke været for et koks af Kristian Dirks Riis, så var Derry City aldrig kommet på måltavlen.

13 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere