Se Simon Kjær og resten af AC Milan-mandskabet mod Rio Ave i Europa League torsdag aften. Køb eller få adgang her (+).
Torsdag aften skal AC Milan forsøge at spille sig i sit første europæiske gruppespil siden sæsonen 18/19. I sidste sæson var den italienske storklub udelukket for brud på financial fair play, men i denne sæson er det hverken UEFA eller Den Internationale Sportsdomstol (CAS), der kan spænde ben for AC Milan.
Til gengæld kan coronapandemien blive et ekstra bump på vejen i udekampen mod portugisiske Rio Ave torsdag aften.
Zlatan Ibrahimovic er således fortsat ude efter at være testet positiv, og det ærgrer klubbens dansker, landsholdsanfører Simon Kjær.
- Selvfølgelig er det ærgerligt at mangle Zlatan mod Rio Ave på grund af corona, for han er en vigtig spiller for os. Han giver holdet utroligt meget - så det er bestemt ærgerligt, siger Simon Kjær via sin medierådgiver Lars Hendel.
På grund af strenge restriktioner fra AC Milan har det ikke været muligt at tale direkte med Simon Kjær, men via sin medierådgiver fortæller Simon Kjær, at han og de øvrige AC Milan-spillere har store forventninger forud for Europa League-sæsonen - og fremtiden generelt.
- Vi er et ekstremt ung hold, og når vi allerede præsterer så godt, som vi gør nu og har gjort hele 2020, så må Milan-fans godt drømme stort om fremtiden. Vi spillere tror da helt sikkert på, at fremgangen fortsætter.
Artiklen fortsætter under billedet..
To nederlag i 25 kampe
Milaneserne har da også fået en fin start på sæsonen med fire sejre på stribe.
To i Europa League-kvalifikationen og to i Serie A, hvor Simon Kjær oven i købet kan glæde sig over, at man har holdt buret rent i begge kampe mod Bologna og Crotone
2020 har generelt været fremragende med 17 sejre og blot to nederlag i 25 kampe.
- Vi arbejder hårdt for det, og når vi ser på vores resultater i det halve år, jeg har været her, så har det bare været fantastisk. Vi har i de seneste uger haft en god start i Serie A med to sejre og skal simpelthen fortsætte og forbedre vores spil og de gode resultater fra sidste sæson, siger Simon Kjær, der kom til klubben fra Sevilla i januar.
Først på en lejeaftale og siden på en permanent aftale, der gælder frem til sommeren 2022.
Simon Kjær er startet inde i samtlige fire kampe i denne sæson, hvor han har udgjort midterforsvaret med 20-årige Matteo Gabbia, der har fået chancen, mens anfører Alessio Romagnoli og Mateo Mussachio har været ude med skader.
Derfor er der heller ikke meget at klage over for Simon Kjær, der har fundet genfundet glæden efter et tvivlsomt lejeophold i Atalanta.
- Jeg nyder at være i Italien, hvor jeg altid har følte mig hjemme. Vi trives her, og jeg ser det som et privilegie at spille for den klub, som jeg helt ærligt har drømt om i mange år - faktisk siden jeg kom til Italien som helt ung i 2008, siger Simon Kjær med henvisning til skiftet fra FC Midtjylland til Palermo for 12 år siden.
Ekstra Bladet sender AC Milans kamp mod Rio Ave torsdag aften. Du kan købe adgang her.
Har milliarder: Spøger hos Haas