Se professionel top-boksning på lørdag. Køb adgang her
GLASGOW (Ekstra Bladet): Ståle Solbakken er klar til endnu en krimi fra ellevemeterpletten.
I sidste sæson endte FCK i straffesparkskonkurrence mod Atalanta, og i denne var de ude i en maratonforestilling fra straffesparkspletten mod Røde Stjerne.
Derfor blev der også trænet straffespark på Celtic Park i aftes. Det sagde Solbakken til Ekstra Bladet før københavnernes træning på det imponerende stadion i det østlige Glasgow.
- Der bliver anledning til at tage nogle straffespark, men det er ikke sådan, at vi presser dem til det. De, der føler, at de har behov for det, kan gøre det.
- Hvis jeg sagde, at I kunne få en straffesparkskonkurrence, ville du så tage den?
- Ja, det tror jeg. Vi har ikke mange klare straffesparksskytter, men vi har en god keeper. Og uanset hvad er det fifty-fifty.
- Der vil også være pres på deres spillere i den situation, siger Ståle Solbakken.
FCK har i denne sæson haft problemer fra straffesparkspletten. Jens Stage brændte for en uge siden i Parken, men københavnerne kan glæde sig over, at ’Kalle’ Johnsson er en straffesparkskiller.
Han har kun lukket mål ind på to ud af syv straffespark i denne sæson og har i sin karriere en redningsprocent på straffespark på imponerende 41,9.
I den anden ende er store Fraser Forster også ganske ferm til spillet fra straffesparkspletten.
Den engelske målmand har reddet fire ud af syv straffespark i denne sæson og har i sin karriere en redningsprocent 39,5.
Celtic brugte også noget af onsdagens træning på at øve straffespark.
- Vi skal være klar på alle scenarier, siger manager Neil Lennon, der i 2016 så sit Hibernian-hold blive sendt ud på Brøndby Stadion efter straffesparkskonkurrence.
- Den kamp husker jeg godt! Vi spillede mod et rigtig godt Brøndby-hold. Pukki var med, ik’? Vi var uheldige med at tabe, og jeg håber ikke, at jeg skal igennem det igen …