Ståle raser: Sådan kan man ikke behandle spillere

Ståle Solbakken ville ikke lade sine spillere blive interviewet efter FC Københans 1-0-nederlag til Istanbul Basaksehir i Europa League.

FC København overvejede at droppe at spille torsdagens Europa League-kamp ude mod Istanbul Basaksehir.

FCK-træner Ståle Solbakken mener, at ottendedelsfinalen i Tyrkiet burde være droppet på grund af den coronavirus, der hærger i Danmark og i hele verden.

- Den her kamp burde aldrig være spillet, siger Solbakken til klubbens hjemmeside.

Københavnerne stillede op og tabte 0-1. Forinden forsøgte klubben dog at få Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) til at aflyse kampen.

- Vi har været i løbende kontakt med Uefa i flere dage, og vi har forsøgt at gøre vores synspunkter gældende om at aflyse kampen og endda også overvejet, om vi overhovedet skulle stille op uanset hvad.

- Men det har mange konsekvenser i en turnering som denne, både sportsligt og økonomisk, og dermed også for mange andre mennesker, siger Solbakken.

Det er tilmed torsdag blevet besluttet, at alle kampe i Tyrkiet skal spilles uden tilskuere indtil slutningen af april.

- Jeg er chokeret over arrogancen i Uefa, og jeg blev endnu mere forarget, da vi kom ned i omklædningsrummet efter kampen og hørte, at fra i morgen (fredag, red.) skal alle kampe i Tyrkiet spilles uden tilskuere.

- Det håber jeg virkelig får et efterspil, siger nordmanden.

Se højdepunkter her:

For FCK-spillerne har det også været en hård tur til Tyrkiet, fortæller træneren.

- De har koner og børn, forældre og bedsteforældre, som de tænker på, og i forhold til omstændigheder er det meget imponerende, at de gik ud og præsterede, som de gjorde.

- Det vidner om en stærk kollektiv kraft og et stærkt støtteapparat rundt om holdet, siger Solbakken.

Ingen FCK-spillere stillede op til interview på grund af situationen.

- Nu handler det bare for os om at komme hjem til vores familier og koncentrere os om det, som er vigtigst af alt lige nu, nemlig at alle mennesker har det godt, og at der kommer kontrol over coronaudviklingen, siger Solbakken.

I FCK er man fortsat i tvivl om, hvorvidt returkampen skal afvikles i Parken om en uge.

- Hvis ellers der bliver en returkamp, så er vi i hvert fald stadig med i kampen om en kvartfinale.

- Men lige nu forekommer det ret ligegyldigt, og turneringen har efter min mening spillet fallit, lyder det fra Solbakken.

Se også: Surt show - FCK taber tyrkisk drama
Se også: Drømmekasse og storsejr!
Se også: FCK må undvære skadet N'Doye  
111 kommentarer
Vis kommentarer