Stor langemand lige før kampen

Alexandre Lacazette knælede lige foran Slavia-spillerne. Dem hvis holdkammerat er ude med karantæne for racisme

Det er svært at forestille sig, at navnet Alexandre Lacazette fremtvinger smil og stående applaus i Prag i dag. Ja, det skal da lige være i Sparta-enden af den tjekkiske hovedstad.

Hos ærkerivalerne Slavia må den franske stjernes navn og handlinger torsdag aften nærmere smage af nedtur og irritation.

For ikke nok med, at han scorede to gange, da Arsenal vandt hele 4-0 og dermed effektivt sendte Slavia ud af Europa League. Lacazettes handling inden kampen var samtidig en kæmpe langemand lige op i ansigtet på Slavia-spillerne.

De stillede sig skulder ved skulder ved midtercirklen forud for kampen, mens Arsenal-spillerne og kampens dommer, Cüneyt Cakir, gik på knæ.

Lacazette gik som den eneste Arsenal-spiller frem i midtercirklen, inden han gik ned på knæ. Som om han ville sikre sig, at modstanderne noterede sig det åbelyse statement.

Og så stod han ellers der og stirrede dem ind i øjnene. Én efter én.

Hvad Slavia-spillerne tænkte, kan du selv få lov at gætte på. Måske var der en enkelt eller to, der havde kollegaen Ondrej Kúdela i tankerne.

Kúdela, der ikke kunne være med i kampen, fordi han er gået i gang med at afsone sine ti spilledages karantæne for racistiske udtalelser mod Rangers FC’s Glen Kamara i forrige runde af turneringen.

Det kan du læse mere om her: Straffes for racisme

Lacazettes handling har vakt opmærksomhed fra fodboldfans og medier på tværs og langs af kontinentet siden torsdag aften, hvor mange hylder hans mod og stillingtagen, mens andre mest af alt bare morer sig på bekostning af Slavia Prag.