Trods svag indsats: Brøndby videre i Europa

Klubben fra Vestegnen spillede 0-0 hjemme mod bulgarske Beroe, og det var nok til at sikre avancement til 3. kvalifikationsrunde, hvor cypriotiske Omonia Nicosia venter

Christian Nørgaard i aktion i torsdagens kamp. (Foto: Anthon Unger)
Christian Nørgaard i aktion i torsdagens kamp. (Foto: Anthon Unger)

BRØNDBY (Ekstra Bladet): Brøndby er videre i Europa League.

Og så er det positive fra Brøndby Stadion torsdag aften også fortalt.

De blå-gule leverede en underlig mat indsats mod bulgarske Beroe Stara Zagora, men 0-0 var nok takket været 1-0-sejren i Bulgarien for en uge siden.

Dermed er Brøndby klar til 3. kvalifikationsrunde i Europa League.

Selv om sæsonen kun er tre uger gammel for de blå-gules vedkommende virker det, som om flere løber rundt med tunge hovedet og ben, og holdet kæmper for at få det til at fungere.

Premierenederlaget i Aarhus har ramt Brøndby, der skal løfte niveauet markant, hvis de skal gøre sig håb om at slå flyvende OB i søndagens Superliga-kamp. For OB vil komme med langt mere end Beroe og udfordre Brøndby på helt anden vis.

De grønklædte bulgarere var meget defensivt indstillede og overlod initiativet til Brøndby. Det var tydeligt, at den bulgarske taktik var at håbe på Brøndby-fejl og slå til på kontra.

Masser af blå-gule fejl
Der var såmænd masser af blå-gule fejl, men ingen der førte til store chancer. Brøndbys bagkæde stod fornuftigt, problemet var fremad banen.

Christian Nørgaard virkede helt ved siden af sig selv på midtbanen, og helt fremme havde Andrew Hjulsager, Elba Rashani og en svag Teemu Pukki svært ved at sætte sig igennem.

Brøndby spillede for langsomt og lavede for mange elementære fejl, så 1. halvleg endte stort set uden målchancer, men til gæld med tre gule kort.

Alle til hjemmeholdet, der blev fulgt i omklædningsrummet af spredt piften.

Det kunne næsten kun blive bedre efter pausen, og det blev det også. Lidt bedre.

Brøndby dominerede, og det var, som om Beroe ikke var klar over, at det var Brøndby – og ikke dem selv – der havde et 1-0-forspring fra første opgør. Bulgarerne virkede i hvert fald som et hold, der var tilfredse med 0-0.

Slap med skrækken
Brøndby satte efter en times tid nyindkøbet Magnus Eriksson ind til hjemmebanedebut, og svenskeren kom med den energi, som mange af holdkammeraterne manglede.

Det var tæt på at gå galt for Brøndby med 12 minutter igen, da Georgi Bozhilov tæt under mål formåede at sparke kampens klart største mulighed over, og kort efter headede anfører Ivo Ivanov snert forbi Lukas Hradeckys mål.

Men den finske keeper og Brøndby slap altså med skrækken og er klar til i 3. kvalifikationsrunde, hvor de møder Omonia Nicosia.

Cyprioterne er videre takket være en 1-0-sejr hjemme over polske Jagiellonia Bialystok. Omonias mål blev sat ind af irske Cillan Sheridan, der for et år siden var med til at sænke AaB for APOEL Nicosia i Champions League-kvalifikationen.

Omonia Nicosia har også den tidligere FC Nordsjælland-forsvarer Ivan Runje på holdet. Første opgør spilles på Brøndby Stadion.

75 kommentarer
Vis kommentarer