Tysk afkloppsning: Vanvittigt Liverpool-comeback i drama

Jürgen Klopps tropper kæmpede som rasende for at overhale to lyn-scoringer fra de tyske kontra-konger og hentede helt vanvittigt 4-3 i dommerens tillægstid

Coutinho jubler efter sin reducering til 2-3, og til sidst fik Liverpool hentet sejren i tillægstiden (Foto: AP)
Coutinho jubler efter sin reducering til 2-3, og til sidst fik Liverpool hentet sejren i tillægstiden (Foto: AP)

De drømte store drømme i Liverpool efter et ønskeresultat på 1-1 i Dortmund i Europa League, sæsonens sidste turnering med mulighed for en titel og en kvalifikation til næste års Champions League.

Og til sidst gik den også i opfyldelse i en vild og vanvittig forestilling på Anfield Road, hvor de tyske kontra-konger til sidst blev overhalet af de engelske comeback-kids og deres tidligere manager, Jürgen Klopp.

Men hvor var den tæt på at blive til et mareridt.

90.35 viste det elektroniske ur, da Dejan Lovren steg til vejrs og headede et af James Milners få vellykkede indlæg i mål til – tjah, 4-3.

Det skete efter at holdet var kommet bagud 0-2 efter ni minutter og senere 1-3 efter en lille time.

Så fantastisk kan fodbold være.

Det var oplevelsen dog allerede før kampen, hvor der var der den helt store forbrødring mellem de to fangrupper, der deler ’You’ll never walk alone’ som klub-hymne, og den skrålede de i fællesskab i en historisk lang version.

Stemningen var fantastisk før kampen, hvor begge fangrupper deltog helhjertet i afsyngningen af You'll never walk alone (Foto: AP)
Stemningen var fantastisk før kampen, hvor begge fangrupper deltog helhjertet i afsyngningen af You'll never walk alone (Foto: AP)

Og bagefter faldt end ikke en enkelt småberuset, tysk schlacthenbumler ud af værdigheden, da der skulle holdes et minuts stilhed til minde om ofrene fra Hillsborought-katastrofen for 27 år siden.

Men knap havde tyrkiske Cuneyt Cakir fløjtet op, før gæsterne viste deres fjendtlige hensigter i form af de velkendte, knivskarpe kontraløb.

Kun fire minutter var spillet, da Dortmund i lyntempo straffede et Liverpool-boldtab højt på banen, og Mamadou Sakho anede ikke, hvem af de tre gulklædte han skulle prøve at tackle, før Simon Mignolet kun kunne halvklare Pierre-Emerick Aubameyangs flugter. Henrikh Mkhitaryan svigtede ikke på riposten.

Bare fem minutter senere satte Rolls Reus-motoren fart igen. Marco Reus erobrede, sprintede og stak en stikning dybt til Aubameyang, som gled fri af Sakho og bankede bolden op i det korte hjørne.

Dukkerten havde dog ikke slukket gløden hos hverken Liverpools spillere, manager eller hjemmepublikum, hvoraf nogle havde døbt opgøret ’El Kloppiko’, og resten af halvlegen formede sig som lidt af en håndboldkamp med angreb fra ende til ende.

Divock Origi ramte træværket på en af hjemmeholdets chancer, mens Aubameyang i to tilfælde var tæt på, at levere en matchbold i den anden ende.

Se også: Ærgerlig Klopp: Vi kunne have vundet

Liverpool skulle score tre gange i anden halvleg og havde hårdt brug for hurtigt at få den første. Og det fik de.

Efter to minutters spil skød brandvarme Origi uimodståeligt frem på en pasning fra Emre Can og afsluttede mellem benene på Roman Weidenfeller, og så kogte det for alvor igen på Anfield Road.

I otte minutter.

Så slog Marco Rolls Reus-motoren til igen. Men det var veteranen Mats Hummels, der smurte stemplerne. Som i det første opgør for en uge siden optrådte stopperen som genial iscenesætter, denne gang med en fin indenomsstikning, og Reus kunne køligt udplacere Mignolet.

De røde kløede dog stadig på. Klopp smed Joe Allen og Daniel Sturridge på banen, og førstnævnte agerede i det 66. bande for Coutinho på kanten af feltet, før brasilianeren med sit velkendte, knastørre spark reducerede til 2-3 fra 25 meter.

Awo og Kolo Toure har penge nok, men de giver dem nødigt væk, fortæller Alice Sawyer (Polfoto) Liverpool - 9. apr. 2016 - kl. 19:33 Anklage: Liverpool-stjerne holdt mig som slave

Det var lige den benzin, de hårdt kæmpende værter havde brug for, og presset blev tungere og tungere.

I det 77. minut gav det bonus. Sakho nåede med hovedet frem til opspringet efter Coutinhos dykkende hjørnespark og udlignede.

Og så blev der ellers bidt negle ved Merseyside. Indtil forløsningen, der blev fejret med endnu en udgave af You'll never walk alone'.

Drømmen lever.

 

151 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere