UEFA flytter Arsenals EL-kamp grundet politisk uro

Europa League-kampen mellem Arsenal og Vorskla bliver flyttet til Kijev på grund af uroligheder i Ukraine

Grundet politisk uro i Ukraine rykker UEFA Arsenals EL-kamp mod Vorskla til Kijev. Foto: Peter Cziborra/Ritzau Scanpix
Grundet politisk uro i Ukraine rykker UEFA Arsenals EL-kamp mod Vorskla til Kijev. Foto: Peter Cziborra/Ritzau Scanpix

Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) har besluttet at flytte Europa League-kampen mellem Arsenal og ukrainske Vorskla 300 kilometer fra byen Poltava til Ukraines hovedstad, Kijev.

Det skriver forbundet på sin hjemmeside.

Onsdag aften føler Vorskla-vicepræsident Oleh Lysak sig dog ikke sikker på, at flytningen af kampen kan lade sig gøre.

- Det Olympiske Stadion (i Kijev, red.) har ikke givet os en bekræftelse på, at det kan lade sig gøre at spille der, siger Lysak ifølge AP.

Der er ubesvarede spørgsmål i forhold til kampens billetsalg, påpeger vicepræsidenten.

Flytningen til Kijev skyldes politiske uroligheder i Ukraine, der har indført undtagelsestilstand i flere regioner.

Undtagelsestilstanden træder i kraft onsdag og gælder til 27. december. Den kommer som konsekvens af Ukraines konflikt med Rusland.

Søndag skød den russiske kystvagt mod tre ukrainske skibe ved Krim-halvøen. 24 besætningsmedlemmer blev anholdt, og tirsdag blev 12 ukrainere, der var om bord, varetægtsfængslet.

Der er ikke indført undtagelsestilstand i Poltava, men UEFA vurderer alligevel, at det er mest sikkert at spille kampen i Kijev.

Forbundet vil følge sikkerhedssituationen i Ukraine for at finde ud af, om der skal flyttes rundt på andre kampe.

Kampen mellem Arsenal og Vorskla begynder torsdag klokken 18.55 - hvis den altså spilles som planlagt.

Arsenal fører lige nu gruppe E med ti point efter fire kampe. Det første opgør mellem de to hold endte med en sejr til Arsenal på 4-2.

Vorskla ligger nummer tre efter portugisiske Sporting og skal bruge point mod Arsenal for at holde liv i håbet om avancement.

Se også: Ukrainsk uro flytter Arsenal-kamp

Champions League - 28. nov. 2018 - kl. 20:29 Danskerklub fik CL-festen ødelagt: Vanvittige scener får konsekvenser

Se også: Mourinho eksploderede i vildt overtidsdrama

1 kommentar
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere