Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har besluttet at flytte Europa League-kampen mellem Arsenal og ukrainske Vorskla 300 kilometer fra byen Poltava til Ukraines hovedstad, Kijev.
Det skriver forbundet på sin hjemmeside.
Flytningen skyldes politiske uroligheder i Ukraine, der har indført undtagelsestilstand i flere regioner.
Undtagelsestilstanden træder i kraft onsdag og gælder til 27. december. Den kommer som konsekvens af Ukraines konflikt med Rusland.
Søndag skød den russiske kystvagt mod tre ukrainske skibe ved Krim-halvøen. 24 besætningsmedlemmer blev anholdt, og tirsdag blev 12 ukrainere, der var om bord, varetægtsfængslet.
Der er ikke indført undtagelsestilstand i Poltava, men Uefa vurderer alligevel, at det er mest sikkert at spille kampen i Kijev.
Forbundet vil følge sikkerhedssituationen i Ukraine for at finde ud af, om der skal flyttes rundt på andre kampe.
Kampen mellem Arsenal og Vorskla skal spilles torsdag på det olympiske stadion i Kijev og starter klokken 18.55.
Arsenal fører lige nu gruppe E med ti point efter fire kampe. Det første opgør mellem de to hold endte med en sejr til Arsenal på 4-2.
Vorskla ligger nummer tre efter portugisiske Sporting og skal bruge en sejr for at holde liv i håbet om avancement.
Strudal færdig i Lyngby: Fyret!
Trods ny millionkontrakt: Storklubber lurer på dansk forsvarskomet