Fanprotester presser fyringstruet Thorup

Det er en svær tid for Jess Thorup i den belgiske klub Gent

For Thorup har den seneste tid set sort ud i Belgien. Foto: Jan Sommer
For Thorup har den seneste tid set sort ud i Belgien. Foto: Jan Sommer

Det er hårde tider for Jess Thorup og Gent i øjeblikket.

Søndag tabte holdet igen-igen i den belgiske Playoff 1, da Club Brugge besejrede danskerklubben med 1-0, og nederlaget kom i kølvandet på onsdagens massive skuffelse, hvor Gent tabte 1-2 i den belgiske pokalfinale til KV Mechelen fra den næstbedste række.

Het Nieuwsblad skriver, at Gent-fansene protesterede i søndagens hjemmekamp mod Club Brugge.

Stadionspeakeren fik ingen hjælp af fansene under navneopråbningen før kampen, og undervejs i opgøret var der ofte helt stille på tribunerne. Desuden var der et stort banner på stadion med beskeden 'kæmp for os, som vi kæmper for jer'.

Jess Thorup tilfreds
Søndagens opgør bød som nævnt på et 0-1-nederlag, og har Gent således tabt seks ud af syv kampe i Playoff 1 samt en pokalfinale.

Dermed er Jess Thorup under et voldsomt pres, men han er tilfreds med præstationen mod Club Brugge.

- Ingen troede, vi kunne spille en god kamp efter vores tabte pokalfinale, men spillerne viste i dag (i går, red.), at de er vindere, og at de står sammen som et hold. Vi fortæstter med at kæmpe, selv om vi ikke kan score. Det er mentalt svært, men troen er der helt til sidste sekund. Så jeg er tilfreds indstillingen, lyder det fra Jess Thorup.

Den danske cheftræner er ifølge flere belgiske medier på vippen i Gent, hvor ledelsen angiveligt ikke er langt fra at trykke på knappen og fyre Jess Thorup samt assisterende træner Johnny Mølby.

Søndag formiddag - før kampen mod Club Brugge - kom teknisk direktør Michel Louwagie med nogle udtalelser, der ikke ligefrem freder den tidligere danske mestertræner.

- Når man taber seks ud af de seneste syv kampe, så er det selvfølgelig ikke godt. I den oprindelige liga var en fyring måske nok allerede sket, men nu er vi i Playoff 1 og møder alle topholdene. Men vi skal stadig have point på kontoen, det er klart, lød det fra direktøren.

På rygteplan nævnes Sporting Charlerois succestræner Felice Mazzu som et godt bud på en afløser for Jess Thorup, hvis danskeren bliver fyret i Gent.

Se også: Truet af fyring: - En af de sorteste dage
Se også: Fadæse mod underdog: Thorup taber pokalfinale
Se også: Jobbet i fare for Thorup

7 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere