Nordmanden har prøvet lidt af hvert i sin tid som træner.
Både de store triumfer som mesterskaber, pokaltitler og Champions League i FCK, men også fyringer.
Og så har Ståle Solbakken også fået en sms af de mere specielle slags.
- Det sygeste tilbud, jeg har fået, var fra en sheik. Jeg husker ikke fra hvilket land, men han sendte bare en sms med, at han landede i Kastrup på et bestemt tidspunkt og ville høre, om jeg ikke kunne komme ombord på flyet, siger han i norske TV2 Sportens podcast B-laget.
Men den var Ståle ikke helt med på.
- Det var grove ting. Det var en klub. Noget med 'Al', og så husker jeg ikke hvilken. Der stod, hvad summen var. Den var netto.
- Han tog det som en selvfølge, at det var på plads, selvom jeg var midt i en kontraktperiode i København. 'Jeg lander. Du kommer'. Og så en video af stadion. Det er vel det sygeste og mest direkte.
Sket to gange
Ekstra Bladet talte med Ståle Solbakken i 2018 om lukrative tilbud fra De Forenede Arabiske Emirater, hvor der var masser af penge på bordet.
- To gange er det sket. Jeg kunne måske have tjent mere på et år, end jeg har gjort hele min trænerkarriere, men det er ikke noget for mig. I hvert fald ikke nu.
- Ting kan ændre sig - både i verden og for mig. Hvis tingene ændrer sig, skal jeg ikke sidde og fordømme hverken det ene eller det andet.
- Men lige nu er det ikke noget for mig - hverken menneskeligt eller trænermæssigt, sagde han dengang.
Også jobtilbud fra Kina
Et money-job i ørkenstaterne har heller ikke været noget for nordmanden sidenhen. Efter fyringen i FCK er han blevet ansat som norsk landstræner, men i mellemtiden var der lige endnu et tibud - denne gang fra Asien.
- Der var en agent fra Kroatien, som ringede om en kinesisk klub, efter jeg fik sparket i København. Og der går du ind og tjekker klubben.
- Så går jeg på Wyscout og ser, hvor mange udenlandske spillere, der er. Der er nogle gode spillere i Kina på flere hold, men det var ikke relevant for mig at kaste mig ind i sådan et risikoprojekt.
Som landstræner for sit hjemland står Ståle Solbakken med et af de mest interessante norske landshold i mange år. Især Dortmunds Erling Haaland springer i øjnene, mens Ståle også har Real Madrids Martin Ødegaard og AC Milans Jens Petter Hauge i sin trup.
'Ved, hvem der stak mig i ryggen'
Sådan skal Vejle handle i januar