Flot Bayern - men se lige disse comebacks!

Historien er rig på forrygende og vanvittige comebacks på en fodboldbane

Jens Melvang (med Ulrik Pedersen i baggrunden) forfølger Michael Laudrup i den historiske kamp mellem OB og Real Madrid på Bernabeu. (Foto: EPA)
Jens Melvang (med Ulrik Pedersen i baggrunden) forfølger Michael Laudrup i den historiske kamp mellem OB og Real Madrid på Bernabeu. (Foto: EPA)

Nede 1-3 efter det første opgør og siden en storsejr i returkampen.

Bayern München leverede tirsdag aften et af de spektakulære bedrifter, da FC Porto blev sat til vægs på Allianz Arena med 6-1.

Det fik omgående tankerne til at stryge tilbage til 1997, da Brøndby IF havde tabt med samme cifre i Parken og tog til det sydlige Tyskland for at gennemprygle Karlsruhe SC med 5-0.

Hvilket comeback!

Og det stopper ikke her, når talen falder på mærkværdige comebacks i international fodbold.

Ekstra Bladet har gransket sindet og fundet nogle eksempler frem, der kan få hårene til at rejse sig på en rigtig fodbold-nostalgiker.

1. Bayer Uerdingen-Dynamo Dresden, Pokalvindernes Europa Cup, marts 1986
Dresden med profiler som Ulf Kirsten og Matthias Sammer vandt hjemme 2-0 og førte tilmed 3-1 med 33 minutter igen af returopgøret mod et langt fra skræmmende Uerdingen-mandskab.

Men et straffespark, en hurtig scoring derefter og et uheldigt selvmål skabte Dresden-panik og samt et pludselig meget levende hjemmepublikum.

Uerdingen skulle dog vinde med tre mål for at gå videre, hvorfor de buldrede videre mod Jens Rammes mål. Et nyt selvmål hjalp gevaldigt, og siden fulgte yderligere hele tre scoringer, der sendte Uerdingen videre. De tabte i semifinalen til Atlético Madrid, men det er en anden historie.

2. Real Madrid-Borussia Mönchengladbach, UEFA Cup'en, efteråret 1985

Findes der Real Madrid-fans, der omtaler returkampen mod tyske Gladbach som klubbens største bedrift nogensinde, kan det være svært at modargumentere.

De havde fået alvorlige prygl i Tyskland med hele 5-1 af et hold bestående af blandt andre Michael Frontzeck, Frank Mill og Ewald Lienen. En regulær ydmygelse.

Men som angriberen Juanito tørt konstaterede efter returkampen: '90 minutter på Santiago Bernabeu kan være utroligt lange'. Præcis sådan må Gladbach-spillerne have følt 11. december 1985.

Real kom igen og vandt 4-0 på to mål af Jorge Valdano og to af Carlos Santillana. Det sidste faldt med bare to minutter igen...!

3. FC Metz-FC Barcelona, Pokalvindernes Europa Cup, efteråret 1984

Et stjernespækket Barcelona-mandskab, der skulle gå hen og vinde mesterskabet senere samme sæson med stjerner som Bernd Schuster, Steve Archibald og Ramón Calderé, udspillede upåagtede Metz på udebane med 4-2.

Efter kampen tabte Metz 7-0 til Monaco men sendte alligevel en scout til Spanien for at lure på modstanderne inden returkampen. Bookmakerne gav pengene 100 gange igen på fransk sejr, men Metz troede på tingene, da de følte, de havde foræret Barcelona sejren.

De noterede sig, at Barcas forsvar var tungt, mens jugoslaviske Tony Kurbos i Metz' angreb var lynende hurtig. Barcelona kom foran efter en halv time ved Carrasco, men det stoppede ikke Metz, der også var blevet irriteret over spansk hån inden kampen. Eksempelvis havde Barcelona tilbudt Metz billetter, så de kunne komme og se kampen i næste runde.

Kurbos løb fra sine modstandere og scorede et hattrick, hvilket tilsat Tentes selvmål sendte Metz videre med samlet 6-5, hvilket i dag stadig er blandt de største sensationer i europæisk klubfodbold.

Neymars scoringer sender PSG ud

4. Real Madrid-OB, UEFA Cup'en, december 1994

Michael Laudrup var yderst diplomatisk, da han efter den første kamp i Odense sagde, at det ikke så alt for godt ud for OB inden returkampen på Santiago Bernabeu. Fynboerne havde tabt 3-2 i en underholdende dyst, hvor landsmanden Laudrup selv havde sat det sidste mål ind kort før tid. Eventyret syntes slut.

Men Laudrup havde glemt at tage højde for Lars Høgh og en ukuelig optimisme blandt de striwede.

Høghen spillede sit livs kamp mod de senere spanske mestre, leverede talrige store redninger, mens Ulrik Pedersen pludselig scorede på noget, der må have været OB's første chance.

I overtiden rev Michael Schönberg sig fri i venstre side og fik leveret et fladt indlæg, der utroligt nok nåede Morten Bisgaard ved bageste stolpe, og stortalentet huggede resolut bolden forbi Francisco Buyo i mål til dansk fodbolds største sensation på klubplan.

- Rent faktisk troede vi på vores chance, da kampen begyndte. Vi løb utrolig meget forgæves, men vores målmand leverede en god præstation den aften, har Ulrik Pedersen siden fortalt med en vis portion underdrivelse til uefa.com.

5. Partizan Beograd-Queens Park Rangers, UEFA Cup'en, efteråret 1984

'Hjemme' på Highbury (Loftus Road måtte ikke bruges internationalt, da man frem til 1988 havde kunststof-bane) vandt QPR bekvemt 6-2 over det jugoslaviske mandskab i en meget ensidig forestilling. Englænderne var endda en mand i undertal de sidste ti minutter.

Partizan var dog bevidst om, at London-holdet foran 60.000 knap så venlige hjemmebane-fans ville få problemer. Og det viste sig at være rigtigt.

2-0 ved pausen blev udbygget til 3-0 et minut inde i 2. halvleg, og så sikrede Zvonko Zivkovic det videre avancement med 4-0-scoringen med 25 minutter igen. Senere samme sæson var QPR involveret i en anden spektakulær kamp, da man spillede 5-5 med Newcastle - efter at have bagud 4-0...!

Og så er der alle de andre forrygende historier fra de seneste 100 år: Brøndbys comeback i Karlsruhe, Portugals mod Nordkorea ved VM i '66, Bayer Leverkusens vilde togt mod Espanyol i 1988-udgaven af UEFA Cup-finalen eller måske et ungt Ajax-mandskabs triumf over Eusebios Benfica i Mesterholdenes Europa Cup i 1969 efter at have tabt hjemme 1-3 i det første opgør...?

Se alle målene: Bayern tæskede Porto

18 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere