Fodboldstjerne hader Trump: - Gør det aldrig igen

Den amerikanske fodboldstjerne Megan Rapinoe har fanget hele verdens blik på grund af sin stille protest under VM

Megan Rapinoe har sin helt egen protest før USA's kampe. Foto: Ritzau Scanpix
Megan Rapinoe har sin helt egen protest før USA's kampe. Foto: Ritzau Scanpix

Normalt skriger fodboldspillere deres lunger ud, når nationalsangen buldrer af sted før en vigtig VM-kamp.

Det samme gjorde sig gældende for den amerikanske fodboldspiller Megan Rapinoe.

Hun plejede at synge højt og flot med på den amerikanske nationalsang, men sådan er det ikke længere.

For Rapinoe, der i øjeblikket er til VM i Frankrig med det amerikanske landshold, siger ikke et kvæk, synger end ikke en strofe. Hun stirrer blot ud i luften, udtryksløst og med hænderne foldet bag ryggen.

Og det er med fuldt overlæg.

Hendes ageren har under VM fanget fans og mediers opmærksomhed, og der er da også en helt speciel grund til, at hun gør det.

Rapinoe (th.) fejrer en scoring med holdkammerat Alex Morgan.
Rapinoe (th.) fejrer en scoring med holdkammerat Alex Morgan.
 

Det er hendes stille protest mod blandt andre den amerikanske præsident, Donald Trump. Først var hun egentlig blevet inspireret af NFL-profilen Colin Kaepernick, der blev udstødt af ligaen, efter han begyndte at knæle i forbindelse med nationalsangen som en social protest.

Rapinoe begyndte at gøre det samme til fodboldkampe, men da det amerikanske fodboldforbund forbød det, valgte hun en anden vej. Den stille vej.

- Jeg kommer nok aldrig til at holde min hånd over mit hjerte igen. Jeg kommer nok aldrig til at synge nationalsangen igen, sagde hun i sidste måned i et interview med Yahoo Sports.

Langemand til Trump
Og ligesom Kaepernick, der knælede for at protestere mod social ulighed i det amerikanske samfund, har Rapinoe et lignende motiv.

Som med-kaptajn på landsholdet har det dog også skabt massiv modvind. Hun kalder sig selv for en 'omvandrende protest'.

- Det er en form for 'fuck dig' til enhver form for ulighed eller negative følelser, som Trump måtte have mod folk, der ikke præcist ligner ham. Og.. Gud forbyde, at vi alle lignede ham. Skræmmende. Meget skræmmende. Ah, forstyrrende, grinte hun i selvsamme interview.

33-årige Rapinoe har spillet på det amerikanske landshold siden 2006 og har spillet hele 155 kampe og scoret 45 mål.

Sammen med resten af USA-holdet er Rapinoe kæmpe favoritter til VM-titlen. Amerikanerne er videre til knockout-fasen med en score på 18-0 i de tre første kampe. Heriblandt en 13-0-sejr over Thailand, hvilket var ny VM-rekord.

Se også: Vanvidssejr: USA sætter verdensrekord

Se også: VM's model- og måldronning lægger sag an mod sit eget forbund

68 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere