Fråds for millioner: UEFA-bosser i vild luksus

Præsidentvalget foregår i det vildeste luksus på rivieraen ud for Athen   

Så smukke er rammerne, når UEFA i dag vælger ny præsident.
Så smukke er rammerne, når UEFA i dag vælger ny præsident.

ATHEN (Ekstra Bladet): Kan det blive større? Kan det blive dyrere? Det kan det måske. Men næppe i Grækenland.

Nok kradser finanskrisen på de her kanter, men det bemærker man ikke, når man er en del af inderkredsen i UEFA. Så foregår det alt sammen på første klasse. Rammerne fejler intet, når fodboldforbundet i dag tager afsked med den korruptionsdømte Michel Platini og efterfølgende vælger en ny præsident.

Det begyndte allerede i går i lufthavnen i den græske hovedstad. Skæbnen ville, at Ekstra Bladets medarbejder var med samme fly fra København som Allan Hansen, det danske medlem af UEFA’s eksekutivkomité.

Der var godt nok 30 rækker i mellem os. Hansen sad forrest og undertegnede bagerst, men forskellen blev kun større, da vi igen havde fast jord under fødderne. Allan Hansen og ledsager blev modtaget i ankomstområdet af tre medarbejdere fra UEFA. De sørgede for at løfte hans kufferter ned fra bagagebåndet og anbringe dem på en rullevogn, og så var det ellers af sted til et par dage i et græsk paradis.

Artiklen fortsætter under billedet:

Allan Hansen blev godt modtaget, da han i går landede i Athen. Foto: Jakob Jørgensen
Allan Hansen blev godt modtaget, da han i går landede i Athen. Foto: Jakob Jørgensen
 

Det femstjernede Grand Resort Lagonissi er navnet på det hotel med mere, hvor UEFA i dag vælger enten den 48-årige slovener Aleksander Ceferin eller den 20 år ældre hollænder Michael van Praag som ny præsident. DBU har valgt at stemme på storfavoritten Ceferin.

Grand Resort Lagonissi er placeret smukt ved den græske riviera og udmærker sig blandt ved at have egen helikopterlandingsplads og fem restauranter i den dyre ende.

På stille dage er det muligt at leje et værelse for 3000 kroner for en nat. Det er så også det absolut billigste.

DBU’s formand, Jesper Møller, har været i Athen et par dage til nogle formøder, men da han så priserne på Grand Resort, besluttede han, at de ikke harmonerede med boldspilunionens budget. Han valgte en billigere model i nærheden.

Afsløring: Derfor er UEFA-bosser endt i bittert opgør

En penthouse-suite på Lagonissi løber op i 4000 kroner. En luksussuite med havudsigt i 5400 kroner, en juniorsuite med halvpension koster 9500 for en nat. Men der er mange andre muligheder på Lagonissi, hvis man har penge nok.

Der er bungalows med delt svimmingpool til 11.000 for en nat, men så er det også kun med morgenmad. Der er suiter med privat pool til 18.000, men her stopper festen slet ikke. Hvad med en såkaldt guvernørvilla med egen pool til en beskeden pris af 30.000 kroner for en enkelt overnatning. Med morgenmad.

Der er ikke noget for enhver pengepung på UEFA’s valg af et konferencehotel. Det kan man roligt sige. Men der er noget for den store prangerpung. Der er The Grand Villa, som hotellet kun oplyser prisen på ved personlig henvendelse.

Villaen indeholder to store soveværelser, en dagligstue, to marmorbadeværelser og et lille værelse til butleren med en beskeden seng.

Udenfor er der en stor træterrasse og en privat opvarmet pool med hydromassage. Er det alt, hvad Lagonissi har at byde på, vil den opmærksomme læser måske bemærke. Dertil er kun at svare nej.

Der er selvfølgelig også Den Royale Villa. Som navnet antyder, er den beregnet til kongelige eller, som det anføres i hotellets materiale, vigtige personer. Kan det være UEFA’s præsident? Det kan det måske.

Her er der to store soveværelser, stor spisestue med ildsted, et fuldt udstyret kontor, både indendørs og udendørs opvarmet pool. Et fitnesslokale med sauna, et privat massageområde, to marmorbadeværelser i overstørrelse. Desuden har butleren her sit helt eget område med egen indgang, soveværelse og badeværelse.

Kongressen på Lagonissi Resort kommer til at koste UEFA en bondegård. Måske vil enkelte deltagere undre sig over, om ikke de penge kunne være brugt til noget bedre? For eksempel ungdomsfodbold.

* * *

Kongressen afvikles i Gangsterland

Der er gode muligheder for at gamle venner – som stadig er på fri fod – mødes, når UEFA tager hul på præsidentvalget.

Således er UEFA’s tidligere præsident den nu korruptionsdømte og udelukkede Michel Platini inviteret med til seancen, og han har såmænd fået taletid. Også selv om det schweiziske politi arbejder på at rejse en egentlig straffesag i mod ham.

På kongressen kan Platini løbe ind i sin gamle kammerat, storklubben Olympiakos’ ejer, den korpulente Evangelos Marinakis.

Den græske turnering kom med nogen forsinkelse i gang sidste weekend. Mange af de øvrige klubber har i årevis protesteret over Olympiakos-ejerens kvælertag på den græske superliga. Og i år betød det, at sæsonstarten blev udskudt.

Men nu har den græske anklagemyndighed fået forfattet et anklageskrift mod Marinakis, og derfor bliver der igen spillet fodbold.

Marinakis er anklaget for at stå i spidsen for en kriminel organisation, som ved hjælp af trusler og bestikkelse har matchfixet en lang række kampe i Grækenland. Anklageskriftet indeholder også indtil flere tilfælde af skattesvindel og endda bombesprængninger, hvor der har været fare for menneskeliv.

Artiklen fortsætter under billedet:

Marinakis, en nær ven af Platini, har i mange år taget kvalertag på græsk fodbold. Foto: AP
Marinakis, en nær ven af Platini, har i mange år taget kvalertag på græsk fodbold. Foto: AP
 

Anklagemyndigheden mener, at Marinakis og hans bande har styret græsk fodbold siden 2011. På lønningslisten har været ledere i det græske fodboldforbund, politikere, spillere, trænere og dommere.

Olympiakos har vundet det græske mesterskab hvert år lige siden, og det har (indtil denne sæson) givet direkte adgang til Champions Leagues gruppespil, hvilket årligt udløser mindst 175 millioner kroner fra UEFA.

Selv om den 45-årige Marinakis har været kædet sammen med matchfixing- og korruptionssager siden 2011, har hans forhold til UEFA været helt uden kurrer på tråden. Således var Platini passager i Marinakis private jet forrige sommer, da de fulgtes ad til barnedåb på øen Mykonos.

Værten ved barnedåben var Theodore Theodoridis, som er fungerende generalsekretær i UEFA. Hans far, Savvas Theodoridis, er vicepræsident i Olympiakos. Der er således tætte bånd mellem den græske storklub og UEFA’s ledende folk.

Da Ekstra Bladet sidste år omtalte sagen, afviste Theodore Theodoridis på nogen måde at have kontakt til Olympiakos. I august sidste år i Monaco forsvarede Michel Platini beslutningen om ikke at trække Olympiakos ud af Champions League, selv om klubbens ejer blev beskyldt for grove forbrydelser mod fodbolden.

Michel Platini hævdede også, at der ikke var noget problem i, at hans vicegeneralsekretærs far var Olympiakos’ vicepræsident.

Platini blev dengang støttet at Gianni Infantino, daværende generalsekretær i UEFA og nuværende præsident i FIFA. Infantino ventes også til kongressen ii Athen.

Derfor valgte DBU den ukendte Ceferin

UEFAs nye plan: 'Man tror det er løgn, men det er det ikke'

Danmark bør stemme blank til UEFA-valget

Seneste nyt

Det er ikke mere heltemodigt eller bonusværdigt at være sygeplejerske end sosu

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.