18-årig kan blive verdens dyreste: Her er den heftige pris

AS Monaco er trætte af, at store europæiske klubber går bag deres ryg i forsøget på at hente Kylian Mbappé. De franske mestre truer med FIFA og har udstyret teenageangriber med et prisskilt på 1,4 mia. kr.

Kylian Mbappé var stjerneskuddet på fodboldens internationale stjernehimmel i sidste sæson.

Den kun 18-årige Monaco-angriber viste sine helt ekstraordinære evner frem i både den franske liga og i Champions League, og han er uden tvivl fodboldverdenens mest eftertragtede teenager.

Der findes ikke den europæiske storklub med tegnedrengen i orden, der ikke vil have den lynhurtige franskmand. Jagten på ham er intens, og nu har hans klub fået nok.

Monaco er så trætte af, at klubber henvender sig til Mbappé og hans følge uden de franske mestres vidende - og tilladelse!

Derfor truer Monaco nu med at indberette Mbappé-forfølgerne til FIFA. Det skriver monegaskernes i en officiel meddelelse på sin hjemmeside.

Her skriver klubben, at den med beklagelse kan konstatere, at 'vigtige klubber' i Europa flere gange har kontaktet Kylian Mbappé (og hans følge) uden tilladelse.

Monaco minder klubberne om, at den slags ikke er tilladt og truer altså med at gå til FIFA, så de skyldige kan blive straffet.

Monaco-tweet

Det er dog ikke den eneste måde, som AS Monaco forsøger at få andre klubber til at holde sig fra guldfuglen.

De franske mestre har allerede solgt spillere for knap 100 mio. euro - ca. 740 mio. kr. - denne sommer.

Bernardo Silva er nu i Manchester City, Tiemoué Bakayoko i Chelsea og Valère Germain i Marseille, og Champions League-semifinalisterne ønsker ikke at blive svækket yderligere.

Derfor har de sat et prisskilt på maven af Mbappé, der vil få interesserede klubber til lige at tænke sig om en ekstra gang.

Ifølge den normalt velinformerede spanske sportsavis Marca kræver monegaskerne 190 mio. euro (1,4 mia. kr.) for den franske landsholdsangriber.

Dermed kan han blive verdens dyreste fodboldspiller nogensinde, medmindre Paris Saint-Germain er lykkedes med at hente Neymar til den franske hovedstad inden et eventuelt Mbappé-salg.

Netop Paris Saint-Germain er blandt de tre klubber, som ifølge Marca lige nu bejler heftigst til teenage-sensationen.

Træner Unai Emery skulle have mødtes med Kylian Mbappés far, Wilfried, i Paris. Han er agent for sin søn og skulle have fået et tilbud med hjem, der lød på en årsløn på 75 mio. kr. Netto.

Real Madrid er også interesserede og har hentet masser af pengene denne sommer. Champions League-vinderne har sagt farvel til blandt andre Álvaro Morata (Chelsea) og James Rodríguez, men 'problemet' er bare, at Ronaldo, Benzema og Bale stadig er i klubben.

Mbappé kunne derfor ikke være sikker på at få en plads i Zinedine Zidanes startopstilling. Det argument skulle Pep Guardiola have brugt i sin flirt med franskmanden.

Manchester City-manageren skulle mere eller mindre have garanteret Mbappé en startplads, hvis han kommer til City, som ifølge Marca vil betale Monaco mellem 1 og 1,1 mia. kr.

Det er et voldsomt beløb, men stadig langt fra Mbappés prisskilt på 1,4 mia. kr. Og det er ikke tilfældigt, at Monaco har valgt lige netop det beløb.

190 mio. euro var nemlig, hvad frikøbsklausulen lød på i Neymars kontrakt, inden brasilianeren forlængede sin kontrakt med FC Barcelona tilbage i oktober.

Sidste sommer var Real Madrid, Manchester City og Paris Saint-Germain alle klar til at indløse den klausul. Ræsonnementet i fyrstedømmet er, at hvis de tre klubber var villige til at betale så mange penge for en spiller for et år siden, så må de også være det nu.

Kylian Mbappé har kontrakt med Monaco to år endnu, men det virker usandsynligt, at han bliver så længe.

Kylian Mbappé spillede en hovedrolle, da AS Monaco i sidste sæson sikrede sig det franske mesterskab. Se angrebsfænomenet slå til, da guldet blev sikret:

Rygtemøllen svirrer: Her er transfervinduets 21 varmeste superstjerner

Barça kan miste Neymar - nu byder de på Liverpool-stjerne

4 kommentarer
Vis kommentarer