EVIAN-LES-BAINS (Ekstra Bladet): Det gik stærkt for Christian Poulsen. Fra Asnæs via Holbæk til FCK og videre til Schalke, Sevilla, Juventus og Liverpool.
Den danske midtbanespiller gjorde nærmest kometkarriere, og har rundet alle de fire store ligaer i sin fodboldkarriere.
Nu har den rutinerede dansker installeret sig i Evian, hvor han ser tilbage på sin karriere, hvor han var op toppen af sin ydeevne.
- Når jeg ser tilbage, så toppede jeg i Sevilla. Hold kæft, mand. Vi slog Barcelona 3-0 i min første kamp, jeg vandt fem titler på to sæsoner, og jeg har da tænkt: Når jeg nogen sinde det niveau igen?
- Nu er jeg på sin vis startet forfra i en lille oprykkerklub, hvor jeg håber at finde gnisten og lysten, og jeg føler klart, det går i den rigtige retning. Jeg kan mærke, jeg får mere og mere rytme i mit spil, og jeg har det godt. Jeg føler klart, det går i den rigtige retning, vurderer Christian Poulsen.
Blev du ramt på selvværdet i Liverpool?
- Joeh. Altså, det er svært at vurdere. Jeg havde en god tid i klubben, det var en kæmpe oplevelse, og jeg kan kun sige positive ting om folk, klub og stedet. Jeg havde et rigtig godt liv – jeg havde bare ikke nogen fremtid i klubben.
– Måske mærker man først forandringen, når man kommer herned, hvor man bliver brugt, hvor der bliver lyttet, når man siger noget – hvor man får en betydning for holdet.
– Så kunne jeg mærke, jeg havde savnet noget – men det er svært at beskrive. Man mister sikkert selvværd – men jeg er også blevet ældre og har et mere afslappet og afklaret forhold til det, der sker på og uden for banen, siger Christian Poulsen.
Den danske midtbaneslider skrev en etårig kontrakt med den franske oprykkerklub, men afviser ikke at fortsætte karrieren i Evian.