Udskældt Zlatan: Respekt til damefodbolden

Den svenske superstjerne fortæller, at hans udtalelser om kvindefodbold rent faktisk var en kritik af medierne. Derfor føler stjernen sig misforstået

Zlatan Ibrahimovic føler sig misforstået, efter han skulle have svinet svensk kvindefodbold til. (Foto: AP/Michel Euler)
Zlatan Ibrahimovic føler sig misforstået, efter han skulle have svinet svensk kvindefodbold til. (Foto: AP/Michel Euler)

Zlatan Ibrahimovic er blevet mødt med skarp kritik i Sverige, efter at han i juledagene har udtalt til den svenske avis Expressen, at han ikke vil sammenlignes med kvindelige fodboldspillere.

Lørdag forsvarer den svenske superstjerne sig ovenpå de seneste dages vredesudbrud fra kvindelige fodboldspillere og kommentatorer.

- De seneste dage har der været diskussioner af mit interview med Expressen. Jeg vil gerne slå fast, at min kritik var og er rettet mod medierne, og den gik på, hvordan tingene bliver vinklet.

Se også: Zlatan: En vits at sammenligne mig med damespillere

- Damefodbolden har min fulde respekt, og de har leveret fantastiske resultater. Jeg har ikke sagt noget dårligt om damelandsholdet. Hvis nogen påstår noget andet, så vær venlig at læs interviewet i sin helhed, fortæller Zlatan Ibrahimovic på sin egen app.

I interviewet med Expressen sagde Paris Saint-Germain-angriberen, at det er en vits at sammenligne damefodbold og herrefodbold.

Se også: Svenskerne skælder ud på Zlatan

Zlatan Ibrahimovic mente, at det var forkert, at kritisere det svenske fodboldforbund for i november at give Anders Svensson en bil for at slå landskampsrekorden hos herrerne, mens Therese Sjögran - der har spillet flere landskampe end Svensson - ikke fik nogen bil.

I stedet fortalte PSG-stjernen, at man kunne give kvinderne en cykel med hans autograf på.

- Jeg synes, at Anders Svensson er blevet uretfærdigt behandlet i medierne, og det er det, jeg bygger mine udtalelser på.

Se også: Zlatan planlagde 'kvinde-angreb' for en måned siden

- Cyklen var en vittighed - omend den var dårlig - mellem mig og journalisten, og jeg gik ud fra, at han forstod, at det var for sjov.

- På tryk ser det ikke så godt ud. Det var ikke min mening at træde nogen over tæerne, fortæller svenskeren.

0 kommentarer
Vis kommentarer