PSG-ejer overrasket over Blanc-rygter

Laurent Blanc er ikke på vej ud af Paris SG på trods af forlydender om, at holdets store stjerner ønsker træneren væk

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Snoren er ikke lang i multimilliardærforetagendet kaldet Paris SG. Laurent Blanc er ved at føre pariserne til et relativt sikkert mesterskab, mens man kun knap og nap røg ud af Champions League til Chelsea i kvartfinalen.

Det nederlag medførte dog stor kritik af den tidligere franske landstræner, og vandrørene fortalte, at Zlatan Ibrahimovic og Thiago Silva skulle have bedt om, at man ikke forlængede med Laurent Blanc. Rygterne om snarlig fyring er taget til, og det har overrasket ejeren.

- Jeg er ekstremt overrasket over at læse de forskellige kommentarer om vores træner, Laurent Blanc. Det er meget simpelt. Han er vores træner nu, og jeg insisterede på, at jeg ville have det sådan.

- Jeg var meget klar omkring det, før returkampen i Champions League mod Chelsea, og min holdning har ikke ændret sig siden den kamp. Laurent Blanc har min fulde opbakning, og intet, der sker på banen, kan ændre på det, siger Nasser Al-Khellaifi, Paris SGs ejer, til Le Parisien.

Paris SG er blot to sejre fra at hente mesterskabet endnu engang, men det er altså Champions League, man stræber efter at vinde i klubben med de utallige millioner euro i ryggen. Derfor vil rygterne om Laurent Blancs fremtid nok næppe fortage sig trods ejerens forsikringer.

0 kommentarer
Vis kommentarer