Velkommen til, Dolberg.
For under en måned siden stod det klart, at angrebstalentet Kasper Dolberg skiftede til OGC Nice, og nu er han tilsyneladende allerede havnet i problemer.
Ifølge lokalemediet Nice-Matin samt radiokanalen RMC er den danske frontløber blevet bestjålet i løbet af denne uge, mens han trænede med holdet.
Dolberg har ifølge medierne mistet et meget kostbart ur i forbindelse med tyveriet i omklædningsrummet. Ifølge Nice-Martin er den anslåede værdi 523.000 danske kroner, mens RMC 'kun' mener, at det er 448.000 værd.
Dolberg missede træningstid i løbet af ugen, men det skulle umiddelbart ikke relatere sig til sagen, selvom der har været rygter om det. Han har døjet med mavesmerter, fortæller de franske medier.
Ekstra Bladet har kontaktet presseafdelingen i Nice, men de er - i denne tidlige time - endnu ikke vendt tilbage.
Dolberg, der skiftede fra Ajax i slutningen af august, fik debut for sin nye klub 14. september, hvor holdet tabte til Montpellier.
Den 21-årige angriber var også med landsholdet i forbindelse med kampene mod Gibraltar og Georgien, men kom ikke på tavlen trods 67 minutter mod sidstnævnte.
1,2 mio. danskere mister tv-sport: Sådan får du det billigst