Dramatisk udvikling i Paris: Stjerner fik trusler

Sagen om Kheira Hamraoui og Aminata Diallo udvikler sig dag for dag og ligner mere og mere noget for en filmproducent

Kheira Hamraoui i snak med Kadidiatou Diani efter Champions League-kampen mod Breidablik på Island i oktober. Yderst til venstre ses Aminata Diallo. Foto: Haflidi Breidfjord/Getty Images
Kheira Hamraoui i snak med Kadidiatou Diani efter Champions League-kampen mod Breidablik på Island i oktober. Yderst til venstre ses Aminata Diallo. Foto: Haflidi Breidfjord/Getty Images

Den franske storklub Paris Saint-Germain er i undtagelsestilstand.

Fredagens pressemøde forud for søndagens storkamp i Division 1 Féminine mod Olympique Lyon er aflyst, og træningen foregår bag lukkede døre.

Derudover har spillerne ifølge sportsavisen L’Équipe og nyhedssitet RMC fået bodyguards, fordi fem af spillerne har modtaget dødstrusler i dagene omkring det vanvittige overfald på stjernen Kheira Hamraoui 4. november. Hamraoui er blandt de spillere, der har modtaget dødstrusler.

De sidste par dage har fokus været omkring holdkammeraten Aminata Diallo, der har været afhørt af politiet for sin rolle. Hun var i bilen, der blev stoppet af maskerede mænd, og hun blev holdt tilbage af én af dem, mens den anden gik løs på Hamraoui med et jernrør.

Det kan du læse mere om her: Politi løslader PSG-spiller efter afhøring om overfald

Diallo, der er central midtbanespiller som Hamraoui, har i en meddelelse fra sin advokat ifølge nyhedsbureauet AFP nægtet at have noget med overfaldet at gøre, selvom det har været påfaldende, at hun dels slap fra episoden uden så meget som en forstuvet lillefinger, dels kørte bilen gennem bydelen Chateu meget langsomt og i øvrigt startede på banen i Champions League-kampen mod Real Madrid få dage senere, fordi Hamraoui af gode grunde havde meldt afbud.

Artiklen fortsætter under billederne

Aminata Diallo i aktion for Frankrig i 2018. Foto: Paul Vernon/AFP/Ritzau Scanpix
Aminata Diallo i aktion for Frankrig i 2018. Foto: Paul Vernon/AFP/Ritzau Scanpix

Kheira Hamraoui skiftede i sommer fra FC Barcelona til PSG. Her ses hun i aktion mod Juventus og Martina Rosucci i Champions League. Foto: Jonathan Moscrop/AP/Ritzau Scanpix
Kheira Hamraoui skiftede i sommer fra FC Barcelona til PSG. Her ses hun i aktion mod Juventus og Martina Rosucci i Champions League. Foto: Jonathan Moscrop/AP/Ritzau Scanpix
 

Men historien er mere kompliceret og vildere end det.

Og vi skal tilbage til truslerne.

Politiet mener ifølge L'Équipe at vide, at de stammer fra en 34-årig mand, som allerede er i deres varetægt - og har været det et stykke tid. Han er nemlig fængslet for afpresning og har en lang række domme på sit tvivlsomme cv.

Kendte til detaljer
Han har udtrykt ønske om hævn over Hamraoui, som han efter eget udsagn havde en længerevarende affære med, da hun spillede i FC Barcelona 2018-2021, og som har været årsagen til, at hans ægteskab gik i stykker.

Det er sparsomt med oplysninger om denne mand, men han er ifølge franske medier vokset op i Grenoble - samme by som Aminata Diallo.

Han blev onsdag afhørt af politiet, og her kom det frem, at han har været i direkte kontakt med Aminata Diallo over telefonen. Ifølge Le Parisien hævdede manden, at de har været venner længe, og at han blot udtrykte bekymring for hende i telefonsamtalen.

Ifølge New York Post skal manden siden sidste halvdel af oktober have ringet til spillerne og truet dem. Og at politiet har rettet fokus mod spillertruppen for at finde en medskyldig skyldes, at manden i de telefonopkald er kommet med oplysninger, kun få har haft kendskab til. Som eksempelvis en episode fra en fest, hvor Hamraoui var faldet. Dét kendte offentligheden ikke til - men det gjorde manden her.

Men hvorfor han så har haft et udtrykt ønske om at true andre spillere på livet, vides endnu ikke. Og det er også uklart, om han rent faktisk kan kædes sammen med overfaldet - og om der er en forbindelse til Diallo.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Sagen kort

Aminata Diallo og Kheira Hamraoui under kampen mod Paris FC 26. september. Foto: Anthony Dibon/Getty Images
Aminata Diallo og Kheira Hamraoui under kampen mod Paris FC 26. september. Foto: Anthony Dibon/Getty Images
 

Hamraoui og Diallo blev 4. november omkring klokken 22 stoppet, da de kørte fra en middag for spillerne mod Hamraouis private hjem i Yvelines gennem Paris-forstaden Chatou. To mænd iført elefanthuer tvang dem ud af bilen, holdt Diallo fast, mens Hamraoui blev banket med et jernrør.

Efter få minutter stoppede overfaldsmændene og forsvandt, efter Hamraoui havde pådraget sig skader på især sine ben, mens Diallo slap uden en skramme. Hamraoui kom hurtigt på hospitalet men slap fra episoden uden brud eller det, der kunne være værre.

Efterfølgende opgraderede PSG sikkerheden om især Diallo, der af klubben både da og siden betragtes som et offer.

Få dage senere anholdt fransk politi så Diallo, der var under mistanke for at stå i ledtog med overfaldsmændene. Hun blev efter en afhøring løsladt igen.

Det undrer politiet sig over
Flere ting har undret politiet: 1) Diallo kørte bilen, men hun kørte tilsyneladende meget langsomt, da de maskerede mænd dukkede op. 2) Ruten fra spillerfesten mod Hamraouis hjem er angiveligt ikke den mest oplagte. 3) Hvorfor skete der ikke Diallo noget? 4) Og hvorfor forsvandt overfaldsmændene uden at tage noget fra bilen eller spillerne?

At en tredje holdkammerat, Sakina Karchaoui, havde været i bilen indtil kort forinden, hvor hun var blevet sat af ved sin egen bopæl, er endnu et faktum, man forsøger at passe ind som en brik i et skørt puslespil.

Torsdag aften skrev PSG kortfattet på sin hjemmeside:

- Klubben fortsætter med at støtte sine spillere og hjælpe dem med at komme sig over denne prøvelse så hurtigt som muligt. Paris Saint-Germain gentager troen på myndighedernes arbejde og at det kaster lys over begivenheden.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Venskab og rivalisering gennem mange år

31-årige Kheira Hamraoui fra Croix i det nordlige Frankrig brød igennem i Saint-Étienne 2008-2012, inden hun skiftede til PSG første gang.

26-årige Aminata Diallo fra Grenoble nær Alperne fik sit franske gennembrud i Guingamp et par sæsoner senere og skiftede til PSG i 2016, netop som Hamraoui drog videre til Olympique Lyon.

De er begge blandt Frankrigs bedste midtbanespillere, og mens Hamraoui har været en del af landsholdet siden 2012, har Diallo været det de sidste fire års tid.

I juli i år skiftede Hamraoui tilbage til PSG og blev dermed klubkammerat med Diallo for første gang.

Ifølge L’Équipe har de gennem længere tid været venner og en del af en klike af franske landsholdsspillere, der ses privat og blandt andet tager på ferie sammen.

Ifølge Le Parisiens kilder, der går helt ind i PSG's omklædningsrum, har de øvrige spillere mere end almindelig svært ved at tro, at en spiller fra truppen skulle stå bag overfaldet og dødstruslerne.

- Jeg kan slet ikke se, hvordan det skulle være muligt, at Aminata er involveret i nogen form for konspiration mod Kheira, siger en unavngiven spiller til Le Parisien.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

Hvor der er penge, der er Peter