Droppet på grund af corona

Nicolás Gaitáns ophold i franske Lille blev særdeles kort, for klubben vil ikke forlænge med ham grundet coronavirussens hærgen

Gaitán i en af sine fire optrædener for Lille. Som i øvrigt alle blev vundet. Foto: Aude Alcover/Getty Images
Gaitán i en af sine fire optrædener for Lille. Som i øvrigt alle blev vundet. Foto: Aude Alcover/Getty Images

50 minutter.

Det var den tid, Nicolás Gaitán fik på banen for franske Lille, spredt ud over fire kampe, inden coronavirussen satte den franske Ligue 1 på pause.

Og inden han skal videre igen.

For klubben er ikke interesserede i at forlænge med den argentinske fløj, som kom til klubben i januar, på grund af netop coronavirussen.

Det skriver Lille på deres hjemmeside.

- På grund af omstændighederne (covid-19) fortsætter Nicolás Gaitán ikke sit eventyr hos Mastifferne (Lille, red.), står der blandt andet i klubbens udmelding.

Helt præcist, hvorfor netop coronavirussen har sat en stopper for opholdet, melder historien ikke noget om.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Gaitán (tv.) havde en flot periode i Benfica, inden turen gik det Atletico Madrid, hvorfra karrieren gik lidt ned ad bakke. Foto: Maxin Zmeyev/Ritzau Scanpix
Gaitán (tv.) havde en flot periode i Benfica, inden turen gik det Atletico Madrid, hvorfra karrieren gik lidt ned ad bakke. Foto: Maxin Zmeyev/Ritzau Scanpix
 

Takker klubben
Klubben skriver videre på hjemmesiden, at de hentede den vævre fløjspiller til klubben på grund af hans erfaring og talent.

Hvor meget han har nået at videreformidle det, er svært at sige, men det lader til, at han i hvert fald har fået noget ud af sit ophold.

- Jeg takker spillerne, tilhængerne og klubben for måden, de har taget imod mig og behandlet mig under mit ophold i Lille, siger Gaitán.

- Jeg ønsker dem det bedste for fremtiden, tilføjer han til hjemmesiden.

Nicolás Gaitán har kontrakt med Lille juni måned ud, men der er øjensynligt ikke nogen kontrakt, der står til at skulle forlænges.

Se også: Kæmpestjerner forlader PSG

Se også: Slår 21 år gammel bisse-rekord

Se også: Thomas Delaney misser Bundesliga-opgør med muskelskade

0 kommentarer
Vis kommentarer