Hård skæbne: Storhold har kun 13 spillere klar

Paris Saint-Germain kan kun lige stille hold til weekendens Ligue 1-kamp, fortæller cheftræner Laurent Blanc

Edinson Cavani er klar til kamp - modsat mange af sine kollegaer i PSG. (Foto: AP)
Edinson Cavani er klar til kamp - modsat mange af sine kollegaer i PSG. (Foto: AP)

Martin Braithwaite og Toulouse FC får fornøjelsen af storholdet Paris Saint-Germain lørdag i den franske liga.

Men det er langt fra stærkeste opstilling, mestrene fra Paris kommer med.

Laurent Blanc har blot 13 spillere til rådighed som følge af skader og karantæner, fortalte han på fredagens pressemøde.

Lucas, Yohan Cabaye og Serge Aurier er fortsat ude med skader, mens Marquinhos roder med en muskelskade efter Champions League-kampen mod Chelsea forleden.

- Jeg har kun 13 spillere til rådighed, konstaterede den tidligere verdensmester foran pressen.

Ud over de skadede spillere er både David Luiz og Marco Verratti ude med karantæne.

Til gengæld kan Blanc glæde sig over, at Zlatan Ibrahimovic er med. Han står til gengæld til karantæne de næste par kampe for sin tackling på St. Etiennes Yohan Mollo. Det betyder udekamp mod Monaco og pokalkvartfinale mod samme Monaco uden den stærke svensker.

En stor spiller
Edinson Cavani er med. Til det hele.

Den uruguyanske stjerneangriber scorede det vigtige, udlignende mål mod Chelsea og får rosende ord med på vejen af sin træner. Det efter en sæson, hvor han har fået masser af kritik. Onsdag var han dog velspillende og havde sandsynligvis scoret flere mål, hvis ikke det havde været for en lige så forrygende Thibaut Courtois i Chelsea-målet.

- Jeg har aldrig ændret min mening om Cavani. Han er en stor spiller, konstaterede Laurent Blanc.

Paris Saint-Germain ligger på en delt andenplads med Olympique Marseille - to point efter Olympique Lyon med 13 kampe igen af turneringen.

Kampen mod Toulouse spilles fra kl. 17.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere