Italieneren Mario Balotelli scorede og blev få minutter senere udvist i søndag aftens kamp mellem Lorient og Nice i den bedste franske liga.
Efter nogle vanskelige år i engelsk og italiensk fodbold er den 26-årige Balotelli kommet godt i gang i den sydfranske klub.
Mod Lorient stod han for sejrsmålet til 2-1 i det 86. minut, da han bankede bolden op i målhjørnet.
Det fejrede han ved at tage trøjen af og fik dermed det obligatoriske gule kort.
Minutter efter fik han sit andet gule kort og blev dermed udvist for en forseelse i en duel med Lorient-backen Steven Moreira.
- Jeg ved ikke, hvorfor Mario blev udvist. Jeg har talt med ham. Modstanderen provokerede ham, men han reagerede ikke.
- Jeg så ingen opførsel, som berettiger til et gult kort, siger Balotellis holdkammerat Dante efter kampen.
Nice fastholder med søndagens tre point førstepladsen i ligaen med 20 point.
Balotelli er nummer tre på topscorerlisten med fem mål. Cavani fra PSG topper med otte scoringer.