Kasper Dolberg bliver dobbelt målscorer og matchvinder for Nice

Kasper Dolberg udlignede efter en time og sikrede Nice en 2-1-sejr over Monaco med et mål i overtiden

Kasper Dolberg blev den store helt for Nice lørdag, da danskeren sikrede en 2-1-sejr over Monaco med et sent mål, efter at Dolberg tidligere i kampen havde udlignet til 1-1. Foto: Valery Hache/Ritzau Scanpix
Kasper Dolberg blev den store helt for Nice lørdag, da danskeren sikrede en 2-1-sejr over Monaco med et sent mål, efter at Dolberg tidligere i kampen havde udlignet til 1-1. Foto: Valery Hache/Ritzau Scanpix

Husk, at du kan se 2. division eksklusivt hos Ekstra Bladet. Få adgang her

Kasper Dolberg blev den helt store helt for franske Nice lørdag aften med to mål, der sikrede Nice en 2-1-sejr hjemme over Monaco i Ligue 1.

Kasper Dolberg scorede sejrsmålet dybt inde i tillægstiden, efter at den danske landsholdsangriber havde udlignet til 1-1 efter en times spil.

Dermed har han scoret 11 gange i denne sæson i den bedste franske række, hvor Nice kravlede over lokalrivalerne fra Monaco i tabellen.

Nice er nummer seks med 41 point, mens Monaco er et point efter i tabellen.

Monaco kom ellers bedst i gang i lokalbraget i Nice, da gæsternes Wissam Ben Yedder bragte Monaco foran 1-0 efter en halv time.

Første halvleg havde ikke flere mål i sig, men efter en time slog Kasper Dolberg til for første gang i opgøret.

Efter en dribletur af danskeren endte bolden i højre side hos Adam Ounas.

Han sendte bolden ind i feltet, hvor Dolberg fik lov at stå ganske umarkeret, og det udnyttede Dolberg til at heade Nice på 1-1.

Dermed nåede den tidligere Ajax-spiller på ti sæsontræffere i ligaen, men der var mere i Dolberg.

Dybt inde i tillægstiden slog danskeren til igen, da han demonstrerede udsøgt målnæse og teknik.

Dolberg nåede frem til et indlæg lige for næsen af Monaco-keeper Benjamin Lecomte, og Dolberg vippede bolden i kassen og Nice foran 2-1.

Danske Riza Durmisi startede også på banen for Nice, men han blev skiftet ud efter lidt under en time.

Det fik danskeren til at reagere voldsomt over udskiftningen, men Riza Durmisi undskyldte senere for sin opførsel på Twitter, hvor han forklarede, at han var frustreret.

- Undskyld til træneren, spillerne og alle rundt om klubben. Nu fortsætter vi med at kigge fremad, skriver Riza Durmisi.

Dolberg viste senest skarphed i ligaen 21. februar, da han både lagde op til et mål og scorede, da Nice spillede 2-2 mod Brest.

I begyndelsen af februar scorede Dolberg begge mål for Nice, da Lyon blev besejret 2-1.

Efter målene mod Lyon satte Nice-træner Patrick Vieira til klubbens hjemmeside ord på danskerens evner.

- Han er en verdensklassespiller. Det kan man se på hans løb, hans førstegangsberøringer på bolden, og på hvordan han kommer foran sin mand ved indlæg, lød det i begyndelsen af februar fra Vieira.

44 kommentarer
Vis kommentarer