Hver gang William Still står i spidsen for Reims, koster det den franske klub en bøde på 25.000 euro (ca. 185.000 kr.).
Den 30-årige englænder er ikke i besiddelse af en såkaldt P-licens fra UEFA, som ellers er et krav til trænere, der begår sig på højeste niveau. Og så falder hammeren altså i finansielt regi.
Men mon ikke ledelsen i Ligue 1-klubben kan leve med girokortet? I hvert fald er Still ubesejret i de 13 gældende kampe, han hidtil har ledet mandskabet.
Det startede som lidt af en tilfældighed. I oktober fyrede Reims spanske Oscar Garcia som cheftræner efter en elendig åbning på sæsonen, og så blev hans unge assistent forfremmet.
Siden har Still stået alt andet end stille. Han har taget ligaen med storm.
Senest vendte klubben 0-2 til 4-2 i onsdagens møde med Lorient og cementerede dermed sin plads midt i tabellen og positionen som en af rækkens mest formstærke mandskaber.
Opturen er ikke gået ubemærket hen. Flere internationale medier har kastet opmærksomheden på den unge frontfigur, der pludselig har forvandlet Reims-truppen til en flok vindere.
Daily Mail, The Guardian og AS er bare nogle af de store europæiske aviser, som har haft Still i overskrifterne på det seneste.
At briten er den yngste cheftræner på tværs af de fem største europæiske ligaer, er i sig selv bemærkelsesværdigt. Men præstationerne på sidelinjen aftvinger endnu mere respekt, når man kigger på bossens fortid.
Han har aldrig været professionel som spiller og droppede faktisk sin egen aktive karriere allerede som 17-årig for at gå trænervejen. De første trin i den retning blev imidlertid taget i computerspillet Football Manager, skriver AS.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Fra computerspil til kometkarriere
De mange timer foran skærmen, hvor der skulle tages beslutninger om taktik og spillerindkøb, påvirkede den unge gut så meget, at han valgte at søge ind på en træneruddannelse.
- Jeg var bare en ganske normal knægt, som spillede Football Manager. Jeg brugte mine aftener på det, og når klokken blev ti, tænkte jeg, at jeg lige måtte have én kamp til. Og så endte det med, at man sad oppe til klokken fire om morgenen, har Still sagt til Daily Mail.
- Men nu går det op for mig, at det vilde er, at det faktisk er så realistisk, påpeger han i samme interview.
Den unge taktiker fik sine første arbejdsopgaver som video-analytiker og assistent i Belgien, hvor han havde haft sin opvækst, men det var først i Frankrig - flere år senere - at han i denne sæson trådte ind på den helt store scene.
Det er gået stærkt. Rigtig stærkt. Faktisk så hurtigt, at Still aktuelt er under uddannelse for at få fingre i den fornødne licens, der er et krav for at kunne være træner på dette niveau.
Så nu høster han succes på trænerbænken, mens hans arbejdsgiver sideløbende hæfter for hans ophold på skolebænken.
Indtil videre er de penge givet godt ud. Reims samler på den ene succes efter den anden i øjeblikket. Onsdagens store comeback bød sågar på en ekstra bonus.
Med sit hattrick i den dyst er klubbens lejesvend fra Arsenal, Folarin Balogun, nu alene i spidsen af topscorerlisten i den franske liga. Foran stjerner som Kylian Mbappé, Neymar og Lionel Messi.
Stjernetrioen fra PSG formåede i øvrigt heller ikke at få skovlen under William Still og Reims, da de hold mødtes i slutningen af januar...
Der er intet at sige til, hvis det unge trænertalent kniber sig i armen for tiden. Men det er hverken drøm eller Football Manager. Den er god nok!
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Lyt til Ekstra Bladets nye Superliga-podcast om alt det, der foregår udenfor kridtstregerne. Du kan høre den herunder eller i din podcast-app