Langer ud efter Real Madrid

Kylian Mbappe har længe været rygtet til Real Madrid. Nu fortæller PSG, at de ikke var tilfredse med den spanske klubs forhandlingstaktik i det overståede transfervindue

PSG-charmeoffensiv skal sikre ny Mbappe-underskrift

Da transfervinduet for få uger siden smækkede i, blev det uden en kæmpetransfer af Kylian Mbappe.

PSG's stjernespækkede trup har i denne sæson en uhyggelig styrke, men mod slutningen af transfervinduet måtte klubbens sportsdirektør, Leonardo Araujo, gøre sit bedste for at holde på den unge hurtigløber Kylian Mbappe, der var tæt på et skifte til Real Madrid.

Nu fortæller sportsdirektøren, at klubben forventer at holde på den 22-årige angriber, selvom hans kontrakt udløber til sommer. I samme omgang langer Leonardo ud efter Real Madrid.

Sælges ikke for småpenge
- Vi var ikke tilfredse med Real Madrids ageren. De forsøgte at hente en af sportens bedste spillere i den sidste uge af transfervinduet, og det bryder vi os ikke om, siger Leonardo til franske Canal + via spanske Marca.

Leonardos udtalelser går i spænd med de rygter, som var fremme i slutningen i vinduet. Real Madrid bød angiveligt i omegn af 1,4 milliarder kroner for Mbappe, men det var ikke nok for stenrige PSG.

- Vi var klare i mælet om det beløb, vi forventede at modtage. Det tilbud, Real Madrid gav, var mindre end det beløb, vi betalte for Mbappe. De snakkede om et endeligt tilbud, men det kom aldrig.

Tvivlsom optimisme
Selvom Leonardo er optimistisk om en forlængelse med den Mbappe, som for alvor blev et verdensnavn efter VM-slutrunden i Rusland i 2018, så er der flere pile som peger retning af, at han snart er fortid i Paris.

Mbappe vil gerne til den spanske hovedstad. Lige efter transfervinduet forlød det, at han havde afvist et kontraktudspil fra PSG, som skulle belønne den unge franskmand med 335 millioner kroner om året.

Hvis rygterne taler sandt, og Mbappe ikke forlænger, bliver han dermed gratis at hente for Real Madrid.