Marseille vil styrke sikkerheden efter skandalekamp

Den franske fodboldklub Marseille vil stramme sikkerheden for at komme urostiftere på stadion til livs

Marseille-fans var ikke venlige over for den tidligere Marseille-stjerne Mathieu Valbuena, da han var på besøg med Lyon. (Foto: All Over Press)
Marseille-fans var ikke venlige over for den tidligere Marseille-stjerne Mathieu Valbuena, da han var på besøg med Lyon. (Foto: All Over Press)

De skandaløse scener med kast af genstande mod Lyon-spillere og en hængt dukke, som skulle forestille den tidligere Marseille-spiller Mathieu Valbuena, er gået verden rundt.

Søndagens ligaopgør mellem Marseille og Lyon i Frankrig endte i en skandale, og kampens dommer måtte på et tidspunkt afbryde opgøret i 20 minutter.

Se episoden fra kampen her:

De scener skal ikke gentage sig, og derfor meddeler Marseille nu, at klubben vil stramme op omkring sikkerheden under kampene.

- I adskillige måneder har vi kæmpet med en minoritet af individer, som konstant forsøger at destabilisere stadion. De mennesker har ingen plads på stadion, og de ødelægger klubbens image, siger Marseille-præsident Vincent Labrune ifølge AFP.

Se også: Fransk landsholdsspiller chokeret: Blev hængt af sine 'egne'

Derfor vil klubben med præsidentens ord 'kigge på en styrkelse af kontroller og straf' i forbindelse med kampene.

- Det kan ikke tolereres, at nogle uansvarlige mennesker bringer tvivl om spillernes sikkerhed, lyder det i en meddelelse fra klubben.

I kampen søndag var det særligt Lyon-spilleren Mathieu Valbuena, som vreden fra lægterne var rettet mod. Valbuena har tidligere optrådt for Marseille gennem mange sæsoner.

Reaktionen fra Marseille-præsidenten kommer efter, at Frankrigs sportsminister, Thierry Braillard, tidligere mandag kritiserede scenerne fra stadion i klare vendinger og opfordrede til at få styr på sikkerheden omgående.

Se også: Frankrig måber: Hvad sker der med Zlatan?

Frankrig er værter for EM-slutrunden næste sommer, og der ønsker sportsministeren ikke at se lignende episoder.

- Vi er kun ni måneder fra en kæmpestor begivenhed som EM i fodbold, og jeg beder alle om at vurdere, hvad der er sket, sagde Braillard til radiostationen RTL.

- Det er ikke acceptabelt, og jeg mener, at vi skal have langt strengere kontroller.

Kampen mellem Marseille og Lyon sluttede 1-1.

0 kommentarer
Vis kommentarer