Lionel Messi - af mange betragtet som den bedste fodboldspiller nogensinde.
Indehaver af utallige rekorder inden for fodboldverdenen.
Heriblandt kan nævnes syv Ballon d'Or-kåringer, 91 officielle mål i et kalenderår og den eneste spiller i historien der har scoret mere end 40 mål ti sæsoner i træk.
Nu kan det 34-årige fænomen så sætte flueben ud for endnu en rekord.
Det er dog ikke én af de positive.
Ti gange i indeværende sæson har han ramt træværket for Paris Saint-Germain i den franske Ligue 1.
Det er flest af alle i den franske liga, siden Opta begyndte at måle på den statistik i 2006-07-sæsonen.
Messis dårligste sæson?
Den indeværende sæson har ikke levet op til den argentinske troldmands vanlige standard – det er kun blevet til fire ligamål.
Og med sin målløse kamp mod Troyes i weekenden, har han ikke scoret i tre kampe i streg.
Vi skal faktisk tilbage til sæsonen 2005-06, for at finde en sæson, hvor den lille troldmand har scoret så få mål. Dengang scorede han seks kasser.