Under normale omstændigheder fyrer man sjældent en cheftræner, der lige har sikret et mesterskab, men i Paris er omstændighederne ikke normale.
Spørg bare argentinske Mauricio Pochettino, der efter alt at dømme er færdig i byernes by, til trods for at han lørdag fik titlen tilbage til hovedstaden efter et års udlån til Lille.
Ifølge en lang række medier herunder franske Le Parisien og engelske The Times har klubben besluttet at stoppe samarbejdet med Mauricio Pochettino, som dog heller ikke altid selv har været begejstret for livet i den krævende storklub.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Le Parisien skriver, at man blot mangler at komme helt overens om de økonomiske betingelser, fordi Pochettino og hans stab har 12 måneder tilbage af kontrakten. Hos The Athletic er man knap så skråsikre. Her mener man, at Pochettino i bedste fald har 50 procent chance for at blive i jobbet.
Ud over kurrer på tråden mellem Pochettino og sportsdirektør Leonardo skyldes ægteskabets ophør naturligvis også det skuffende og alt for tidlige exit fra Champions League. Her måtte man se sig slået af Real Madrid allerede i ottendedelsfinalen.
Noget, der ikke behagede præsident Nasser Al-Khelaifi, hvis erklærede mål er at få trofæet med de store ører til den franske hovedstad.
Artiklen fortsætter under billedet..
Foretrækker Zidane
En anden parisisk drøm skulle være at få Zinedine Zidane til at afbryde sin pause fra trænergerningen og få ham i spidsen for Paris Saint-Germain.
Problemet skulle dog være, at Zidane, der endnu en gang checkede ud af Real Madrid sidste sommer, foretrækker at erstatte Didier Deschamps som fransk landstræner efter VM i Qatar.
Ifølge Le Parisien har Tottenhams Antonio Conte allerede have budt sig til som alternativ - blot et halvt års tid efter han overtog tøjlerne i London-klubben, fordi han ikke mener, at klubben matcher hans ambitioner.
Skulle det lyn-exit blive en realitet, behøver Mauricio Pochettino næppe at gå arbejdsløs ret længe, selv om han blev vraget som kandidat til jobbet i Manchester United.
Allerede sidste sommer forsøgte Tottenhams bestyrelsesformand, Daniel Levy, således at få argentineren tilbage til klubben som erstatning for fyrede José Mourinho - som i øvrigt afløste selvsamme Pochettino, da han blev fyret i Tottenham i efteråret 2019.
Det kan med andre ord gå meget stærkt i international fodbold...