Milliardær vil genføde storklub

Den franske fodboldklub Olympique de Marseille skal igen være førende i hjemlandet og i Europa. Det mål har klubbens nye ejer, Frank McCourt, sat sig for - og milliardæren er klar til at bruge stort af sin enorme formue

Amerikansk ejer vil gøre Marseille til et dominerende hold igen. (Foto: AP)
Amerikansk ejer vil gøre Marseille til et dominerende hold igen. (Foto: AP)

Make America Great Again.

Dette slogan er de fleste efterhånden bekendte med efter det amerikanske præsidentvalg, hvor Donald Trump sikrede sig titlen som USA's 45. præsident med planen om at gøre 'Guds eget land' stort igen.

Men det er ikke kun Trump, der har store visioner for 2017 og de kommende år.

Præsidentens landsmand Frank McCourt har sin helt egen plan: Make Marseille Great Again.

Den amerikanske milliardær har godt nok ikke selv opfundet sloganet, men visionen er klar for den tidligere ejer af baseball-klubben Los Angeles Dodgers: Han vil genføde det franske storklub Olympique de Marseille og igen gøre dem til en fransk og europæisk magtfaktor.

Ligue 1 har i de seneste år været altdominerende af hovedstadsklubben Paris Saint Germain, men nu får de arabiske olie-milliarder stor konkurrence fra de mange amerikanske dollars.

McCourt købte Ligue 1-klubben i oktober sidste år - og han har store ambitioner.

- Mit første mål er at ende i top tre i Ligue 1 hvert år. Det andet mål er at vinde ligaen mere, end vi taber den. Og det tredje er at vinde Champions League, sagde han i et interview med L'Equipe.

Frank McCourt på plads på tribunen i Marseille. Foto: AP
Frank McCourt på plads på tribunen i Marseille. Foto: AP
 

En ambitiøs, ny Marseille-ejer, der i lighed med sin landsmand Donald Trump virker til at være en mand, som får tingene fuldført effektivt og hurtigt.

Den 17. oktober blev den 63-årige amerikaner officielt ejer af den sydfranske klub, og på samme dag præsenterede han sin nye præsident, Jacques-Henri Eyraud.

Tre dage senere hentede han den tidligere Lille- og Roma-træner Rudi Garcia til klubben som holdets nye boss. Og ti dage efter sin indsættelse skrev Marseille kontrakt med den tidligere FC Barcelona-sportsdirektør Andoni Zubizaretta, som i fremtiden skal styre køb og salg i klubben.

Zubizaretta har allerede hentet Patrice Evra i Juventus, og nu venter Marseilles fans i spænding på, om det lykkes at hente Dimitri Payet i West Ham i dette transfervindue, der gerne vil hjem til sin hjerteklub.

Payet vil hjem til Marseille. Foto: AP
Payet vil hjem til Marseille. Foto: AP
 

Payet har været en stor profil i Premier League og for det franske landshold ved sommerens slutrunde, og derfor er pris-skiltet i den høje ende. Engelske og franske medier spekulerer i, at West Ham kræver ikke mindre end 224 millioner kroner for den elegante kantspiller.

Den gode nyhed for de utålmodige Marseille-fans er, at deres klubs nye ejer har en kæmpe formue. Og han har tænkt sig at bruge af den.

McCourt er nemlig klar på at investere 200 millioner euro (1,5 milliarder kroner) på spillerindkøb de kommende fire år. Og allerede i det nuværende transfervindue har træner Rudi Garcia fået cirka 600 millioner kroner til disposition.

Og mon ikke nogle af de millioner kommer til at blive brugt på Payet, der var en kæmpestjerne i den franske havneby i perioden fra 2013 til 2015.

Marseille hungrer da også efter titler og triumfer - både på den nationale og europæisk scene. Den sydfranske fodboldklub havde senest succes i starten af 2010'erne, da de vandt mesterskabet i sæsonen 2009-2010.

Og man skal helt tilbage i starten af 1990'erne for at finde klubbens storhedstid i europæisk fodbold, hvor det lykkedes dem at komme i Europa Cup-finalen i '91 og to år efter at vinde det eftertragtede trofæ i en tvekamp mod AC Milan.

Se også: Medie: Payet har accepteret Marseille-kontrakt

Se også: Bliv forgyldt i Manchester: Her er de bedst betalte PL-stjerner

Dimitri Payet er blevet noget af et problembarn i West Ham. Foto: AP Premier League - 18. jan. 2017 - kl. 20:39 Nu har holdkammeraterne fået nok: Smid ham ud

10 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere