Præsident efter dommer-brøler: Giv ham et halvt års karantæne

Dommer Tony Chapron er ikke i kridthuset hos Nantes-præsident Waldemar Kita, der mener, at dommeren bør udelukkes i seks måneder efter den bizarre udvisning af en Nantes-spiller søndag aften

Kampen søndag aften mellem Nantes og Paris Saint-Germain bliver for eftertiden nok ikke så meget husket for favoritsejren 1-0 til mestrene fra den franske hovedstad.

Næ, det var i stedet dommer Tony Chapron, der trak alle overskrifter, efter at han i kampens sidste minut krydsede ind foran Nantes' 24-årige brasilianske forsvarer, Diego Carlos, og faldt. Derefter forsøgte dommeren at sparke brasilianeren, som han øjeblikket efter viste ud med advarsel nummer to.

Det klip kan du se over artiklen

Ingen af spillerne på banen kunne helt forstå logikken, og det kunne de knap 35.000 tilskuere på Stade de la Beaujoire heller ikke.

Det kunne Nantes-præsident Waldemar Kita heller ikke, da han efter kampen gjorde status til de franske medier:

- Det er jo en joke. Jeg har allerede modtaget 20 sms'er fra hele verden, der siger, at dommeren er en joke.

- Det er skandaløst at se på. Der bliver uddelt et rødt kort til en spiller, der intet gør. Hvor er vi henne? Han må tilbage på skolebænken, siger Kita, der ikke overraskende karakteriserer dommerpræstationen som 'amatør-agtig'.

Endnu har hovedpersonen selv ikke udtalt sig om episoden, men står det til Kita, så skal den have konsekvenser for dommer Chapron.

- Jeg håber inderligt ikke, at han gjorde det med vilje. Det kan jeg ikke tro.

- I det mindste undskylder man sådan en fejl, men man tildeler ikke rødt. Det er ikke seriøst.

- Det er lige til at grine ad - jeg har aldrig set noget lignende. Han skulle suspenderes i seks måneder. Hvis vi havde gjort det, havde vi fået seks måneder for det, siger Waldemar Kita.

Udvisningen havde nok ikke gjort det store ved kampens resultat. PSG endte med at tage en 1-0-sejr og fører stadig Ligue 1 helt suverænt. Nantes ligger på femtepladsen, men med otte point op til Monaco på fjerdepladsen.

Se også: Helt gak: Dommer sparker spiller - og viser ham ud!

Se også: Landsholdsangriber anklaget for gruppevoldtægt

Se også: Vanvittig topkamp: Groteske fejl fældede City

10 kommentarer
Vis kommentarer