Stor hæder til Dolberg

Kasper Dolberg har nettet 11 gange i 23 ligakampe, og det har gjort ham til årets spiller i OGC Nice

Dolberg efter skiftet til Nice: De blev ved med at tage kontakt. Video: Discovery Networks Danmark.

Den 'iskolde' danske landsholdsspiller Kasper Dolberg er blevet hædret med titlen som årets spiller i sin franske klub OGC Nice.

Det skriver klubben på sin Twitter-profil, hvor de samtidig hylder den 22-årige dansker med en lille hilsen i form af en video, der viser nogle af de mål, som han har bidraget med, siden han kom til klubben.

- Kasper Dolberg er årets spiller i sæsonen 2019-2020, skriver den franske klub i opslaget på Twitter.

Stor succes
Og det er ikke ligefrem ufortjent, at netop Kasper Dolberg løb med titlen som årets spiller i den franske Ligue 1-klub. Danskeren har i sine 23 ligakampe for klubben scoret 11 mål.

Det er klubbens fans, der har stemt om, hvem de synes fortjente prisen som årets spiller, og her var silkeborgenseren fansenes favorit. Han tog titlen foran holdkammeraterne Pierre Lees-Melou, Wylan Cyprien og Walter Benitez.

Kasper Dolberg skiftede til Nice i sidste sommers transfervindue, hvor han kort før vinduets lukning kunne lade sig præsentere som klubbens nyeste satsning i angrebet.

Og det er Nice nok meget glade for. I hvert fald har Kasper Dolberg indtil videre været en stor succes i den franske klub, og det er han nu blevet hædret for.

Den danske landsholdsangriber skiftede til Nice fra Ajax, hvor han fik sit store gennembrud allerede i en meget tidlig alder. Mod slutningen af sidste sæson gik det dog nedad bakke for den 22-årige midtjyde, hvorfor han søgte nye udfordringer.

Kasper Dolberg startede sin karriere i Silkeborg, hvor han optrådte for klubbens U19-hold. Det stod dog tidligt klart, at Superligaklubben havde at gøre med et kæmpe talent.

Han blev derfor solgt til Ajax i 2015, hvor han senere fik debut for førsteholdet.

Se også: Nice-chef med klar melding til Dolberg

Se også: Dolberg om exit: - Bange for at sige det højt

Se også: Brandvarm Dolberg: Sætter verdensstjerner til vægs

18 kommentarer
Vis kommentarer