Hatem Ben Arfa blev aldrig den store profil i Paris Saint-Germain.
Det mest bemærkelsesværdige ved midtbanespillerens to sæsoner i klubben er sådan set, at han i den sidste - 2017/18-sæsonen - var lagt fuldstændig på is.
Meget sigende fik Ben Arfa lige præcis nul minutter på banen i pågældende sæson. Derfor missede franskmanden en lang række præstationsbonusser, hvorfor han trak PSG i retten.
Den sag har nu fået sin ende.
Ben Arfa vandt 1. marts retssagen mod sin tidligere klub. Det skriver flere franske medier - heriblandt L'Equipe.
Slipper billigt
Ben Arfa sagsøgte PSG for mere end 7 millioner euro - svarende til over 52 millioner kroner.
Så stor en kompensation kan han dog ikke se frem til
Langt fra...
Appelretten i Paris kendte PSG skyldig i 'moralsk chikane' og pålagde klubben at betale Ben Arfa 100.000 euro - svarende til 744.000 kroner.
Ben Arfa blev efter eget udsagn lagt på is, fordi han i 2017 havde sagt til Qatars emir, at PSG's præsident, Nasser Al-Khelaifi, var svær at komme i kontakt med.
Hatem Ben Arfa har i mange år været en stjernespiller for klubber som Newcastle i Premier League og Lyon samt Marseille i Ligue 1.
Han har været uden klub siden april 2022.