TV: Ydmygede Arsenal - nu ryger han på tribunen

Monacos Wallace kunne glæde sig over en 3-1-sejr over Arsenal tidligere på ugen - men der er dog skår i glæden for midtstopperen, eftersom han nu får fire dages karantæne for en svinsk stempling i Ligue 1

Brasilianske Wallace var en af banens bedste onsdag aften, da Monaco noget overraskende slog Arsenal 3-1 på udebane i det første opgør i 1/8-finalen i Champions League.

Midtstopperen var fremragende i sine dueller med Arsenals offensive spillere og læste generelt spillet godt i defensiven.

Wallace og resten af Monaco har sikkert også haft det store smil på læberne efter den store triumf - men smilet er siden hen stivnet en del hos brasilianeren.

Se også: Berbatovs hævn: Bye-bye Arsenal

Da Monaco havde besøg af Lyon i starten af februar i Ligue 1 fangede tv-kameraerne, at Wallace stemplede Lyons venstreback Umtiti direkte på skinnebenet efter en mindre batalje.

Dommeren så dog ikke situationen i kampens hede, men det gjorde kameraerne. Og det får nu konsekvenser for Wallace.

Det franske fodboldforbund meddeler, at Monaco-stopperen får fire dages karantæne for svinestregen. Karantæne træder i kraft fra 3. marts, og derfor kan Wallace lige akkurat være med i Monacos kamp mod PSG i weekendens Ligue 1-runde.

Se også: Svinestreg: Monaco-spiller efterligner Diego Costa

Wallaces offer Umtiti udtalte også efter opgøret mod Monaco, at han håbede brasilianeren ville blive straffet for hans stempling.

- Jeg havde virkelig ondt - sådan en handling hører ikke til på fodboldbanen. Men jeg tror desværre ikke, at dommeren så det. Jeg forstår ikke, hvorfor han gjorde det. Jeg vil meget gerne bede om en forklaring, og jeg håber, han bliver straffet for hans aktion, sagde Umtiti ifølge Football365.

Det blev Wallace, og dermed misser han opgørene mod Evian, Bastia, Reims og Saint Entienne.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere